Med stemmerne talt op fra 9915 valgsteder ud af i alt 10.229 står den tidligere premierminister François Fillon til at få 66,5 procent af stemmerne fra søndagens primærvalg i Frankrig.
Dermed vinder han klart over sin modstander, Alain Juppé, og er nu Republikanernes kandidat til præsidentvalget til foråret.
Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til mandag dansk tid.
Selv om alle stemmer endnu ikke er talt op, så har Fillon erklæret sig som vinder af dysten, mens Juppé har erkendt sit nederlag.
- Jeg lykønsker François Fillon med sin store sejr, lyder det fra Juppé ifølge mediet France24.
62-årige Fillon var på forhånd favorit til at sikre sig partiets nominering.
I primærvalgets første runde for en uge siden stod han nemlig tilbage som den klare vinder foran Juppé. Fillons popularitet er vokset markant i ugerne op til primærvalget.
Republikanernes kandidat ventes at blive Frankrigs næste præsident, når der er valg til foråret. Den største modstand vil formentlig komme fra Marine Le Pen fra Front National på den yderste højrefløj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- •
Fillon
- •
Fillon, der var premierminister fra 2007 til 2012, har i valgkampen sagt, at han vil foretage massive nedskæringer, hvis han kommer til magten.
- •
Blandt andet skal der fjernes 500.000 stillinger i det offentlige. Desuden vil han forhøje pensionsalderen og indføre en længere arbejdsuge end den nuværende på 35 timer.
/ritzau/