Fem nye anholdelser i sag om dobbeltdrab: Politi udpeger lederen af marokkansk terrorcelle

I alt er 18 personer nu anholdt i sag om drabene på en dansker og en nordmand i Marokko.

De to kvinder blev slået ihjel nær bjerg-byen Imlil i Marokko. (Foto: © Bendiksby, Scanpix)

Marokkanske myndigheder har foretaget fem nye anholdelser i sagen om drabene på 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland.

Det oplyser landets antiterrorchef mandag ifølge det franske nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag og torsdag i sidste uge anholdt myndighederne de fire mænd, der anses for at være hovedmistænkte, og med de nye anholdelser er det samlede antal anholdte i sagen nået op på 18.

Betragtes som terror

Det står ikke umiddelbart klart, hvordan de fem nye anholdte menes at have forbindelse til sagen, men de marokkanske myndigheder oplyste i sidste uge, at drabene var terror-relaterede. Det bekræftede PET i sidste uge.

Til AFP siger lederen af den særlige antiterror-politienhed i Marokko, Abdelhak Khiam, at flere af de anholdte var en del af en terrorcelle. Han udpeger desuden den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud, der er en af de fire hovedmistænkte, som leder af gruppen.

Lederen af den særlige antiterror-politienhed mener ikke, at den marokkanske terrorcelle har været i kontakt med Islamisk Stat i hverken Syrien, Irak eller Libyen.

Flere angreb de senere år

Forud for drabene på de to unge kvinder havde Abdessamad Ejjoud ifølge Abdelhak Khiam "formet et fællesskab, hvor det blev diskuteret, hvordan man skulle foretage et terrorangreb" i Marokko.

- De mistænkte havde under indflydelse af deres leder aftalt at begå terror rettet mod sikkerhedstjenesten i landet eller udenlandske turister, fortæller Abdelhak Khiam til AFP.

Marokko har i mange år været en populær destination for danske turister, og den marokkanske økonomi er dybt afhængig af turisme.

Tilbage i 2011 var Marokko udsat for et terrorangreb, hvor 15 personer blev dræbt af en formodet selvmordsbombemand i turistbyen Marrakesh. 11 af de 15 dræbte var udenlandske turister.