FBI om angreb på Kongressen: 'Jeg tror, folk bliver chokerede'

De amerikanske myndigheder er i fuld gang med en enorm undersøgelse af angrebet på Kongressen.

På de seks dage, der er gået siden angrebet mod Kongressen, er der blevet rejst over 170 sager mod personer, hvor flere end 70 allerede er blevet sigtet. (Foto: © LEAH MILLIS, Scanpix)

Der blev fundet rigtige bomber, politimænd blev angrebet med tåregas, ja faktisk har myndighederne nærmest aldrig set noget lignende.

Så voldsomt lød det, kort fortalt, da Washingtons FBI-chef, Steven D'Antuono, og statsanklager Michael Sherwin i går aftes holdt pressemøde om efterforskningen af sidste uges angreb på Kongressen i USA.

På de seks dage, der er gået siden angrebet, har FBI og statsanklageren rejst over 170 sager mod personer, hvor flere end 70 allerede er blevet sigtet. De har modtaget over 100.000 tip, billeder og videoer fra folk. Og alt dette er blot begyndelsen.

- Jeg tror, at størrelsen og skalaen af denne undersøgelse er uden fortilfælde, ikke bare i FBI's historie, men i Justitsministeriets historie, fortalte Michael Sherwin, statsanklageren, fra et podie.

- Området ved Capitol-bygningen er dybest set ét stort gerningssted.

Myndighederne forventer, at den "enorme" undersøgelse ikke afsluttes foreløbig. Det kommer til at tage dage, uger og måneder, lyder det om den voldsomme episode fra sidste uge, hvor de amerikanske folkevalgte blev stormet og måtte gemme sig, mens videoer florerede af Trump-støtter og konspirationsteorikere, der indtog Kongressen med strips og slagvåben.

Fem personer døde under optøjerne. En politimand og fire deltagere.

Kriminalitet på 'en ufattelig skala'

Flere gange under pressemødet i går gik det igen, at myndighederne ikke har set noget lignende nogensinde. Og listen over forskellige typer lovovertrædelser er lang, forklarede statsanklager Michael Sherwin:

- Fra ulovlig indtrængen, til tyveri af post, til tyveri af digitale enheder inde i bygningen, til overfald på lokale betjente, til overfald på føderale betjente, til potentielt tyveri af statshemmeligheder, til mord og manddrab og endda en undersøgelse om unødig magtanvendelse.

Washingtons FBI-chef, Steven D'Antuono, og statsanklager Michael Sherwin under pressemødet. (Foto: © pool, Scanpix)

- Skalaen for det her er simpelthen fuldkommen ufattelig, siger Michael Sherwin og nævner lige nogle flere lovovertrædelser. Om våben og hærværk. Men også en langt mere alvorlig form for kriminalitet.

FBI undersøger lige nu flere sager om konspiration og om opildning til oprør. Sager, der kan give op til 20 års fængsel efter amerikansk lov.

Og så forventer de, at der komme mere.

- Som dagene går, kommer der nok mere på sociale medier, og der vil folk opdage, at politiet var i reel, åben kamp inde i Capitol-bygningen. Tåregas blev brugt mod politiet og af politiet. Der er en del misforståelser om, hvad der skete derinde, og det vil blive åbenlyst i de næste dage.

- Jeg tror, folk bliver chokerede over den fuldkommen frygtelige konfrontation, der foregik derinde, forklarer statsanklageren.

Helt samtidig holdt Trump en tale

Imens Michael Sherwin og Steven D'Antuono forklarede de voldsomme omstændigheder for angrebet og fortalte om deres arbejde med at retsforfølge de skyldige, holdt præsident Donald Trump en tale nær Alamo, Texas. Lige foran grænsemuren han har fået bygget.

- Det er nu tid til, at nationen skal heles, sagde han.

Præsident Donald Trump foran muren på grænsen mellem USA og Mexico ved Alamo i staten Texas. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Men så fik Demokraterne hårde ord med på vejen om deres forsøg på at vippe ham af pinden med både den 25. tilføjelse til forfatningen og en ny rigsretssag.

- Ytringsfriheden er under angreb som aldrig før. Den 25. tilføjelse til forfatningen er ingen risiko for mig, men den vil vende tilbage og hjemsøge Joe Biden og hans administration. Som man siger: Pas på, hvad du ønsker, lød det fra Trump, inden han til sidst kaldte rigsretssagen for ’svindel’ og en ’heksejagt’.

- Den skaber kun mere vrede, splittelse og smerte.