Skandalen om den tyske bilproducent Volkswagens dieselsoftware fortsætter i USA.
Lørdag blev Oliver Schmidt, der ledede bilproducentens amerikanske kontor for overholdelse af regler, anholdt af det amerikanske forbundspoliti, FBI. Det fortæller kilder til avisen New York Times.
I perioden 2014 til marts 2015 stod Schmidt i spidsen for kontoret, der ifølge de amerikanske myndigheder fra 2014 gentagne gange skulle have givet forkerte tekniske forklaringer for de høje udledninger af partikler fra Volkswagens dieselbiler.
I 2015 anerkendte Oliver Schmidt, at dieselbilerne er blevet udstyret med en software, som i test får det til at se ud som om, at bilerne ikke forurener så meget, som de i virkeligheden gør.
Miljømyndighederne i USA afslørede allerede midt i september 2015 svindel med 11 millioner dieselbiler fra den tyske bilproducent. Softwaren gjorde det muligt for Volkswagen at snyde i test af partikeludledningen fra bilerne.
I september sidste år erklærede en tidligere ingeniør hos Volkswagen sig skyldig i svindlen, men det er først med anholdelsen af Oliver Schmidt, at efterforskningen bevæger sig ind i chefrækkerne hos den tyske bilgigant.
Ifølge New York Times sker anholdelsen af Schmidt, mens Volkswagen og det amerikanske justitsministerium er tæt på at nå en aftale om et forlig på mere end to milliarder dollars for at få lukket sagen endeligt.
Volkswagen ønsker nemlig at lægge sagen bag sig, inden Donald Trump indsættes som præsident i USA den 20. januar. Det forventes derfor, at et samlet forlig kan være på plads allerede i næste uge, skriver avisen.