Den franske premierminister Manuel Valls kaldte i går gerningsmanden fra lastbil-angrebet i Nice for en terrorist med forbindelser til radikale islamister, mens Frankrig sørgede over de 84 mennesker, som mistede livet i angrebet.
Mindst 10 børn og teenagere var blandt de døde, som Mohamed Bouhlel ramte med sin lastbil, som han styrede ind i menneskemængden på promenaden i Nice, på den franske nationaldag, Bastille-dagen, torsdag aften.
Men spørger man terroristen fra Nices far, så handler det hele mere om en psykisk syg mand, end en fanatistisk religiøs søn, som tog turen fra Tunesien til Frankrig for 11 år siden.
- Min søn havde en depression. Han råbte meget, når han blev vred. Han ødelagde alt, der var indenfor hans rækkevidde, siger Mohamed M. Bouhlel, far til Mohamed Bouhlel, der stod bag angrebet, til nyhedsbureauet AFP.
- Vi sendte ham til lægen, hver gang han fik disse vredesudbrud. Men vi har intet hørt fra ham, siden han flyttede til Frankrig. Hans søskende ringede til ham ved særlige lejligheder, men ellers var der ingen kontakt, siger faderen, der ikke kan genkende sin søn som troende eller fanatisk.
- Han bad aldrig. Han gik aldrig i moské. Han havde ingen forbindelse til religion. Han fastede ikke under ramadanen. Han gjorde ingen af de ting, som man gør. Han var altid alene og deprimeret, siger Mohamed M. Bouhlel om sin søn.
Den militante gruppe Islamisk Stat har siden taget skylden for angrebet i Nice, men det er endnu ikke bekræftet, at det var dem, der stod bag angrebet.