De sidste tre måneder op til det amerikanske valg blev falske nyheder delt ofte på sociale medier, specielt på Facebook og Twitter.
Ifølge det amerikanske medie Buzzfeed blev de 20 mest delte falske historier delt 8.711.000 gange, mens 19 største nyhedssider, som blandt andet inkluderer New York Times, NBC ogWashington Post, kun har haft 7.367.000 delinger på deres 20 mest delte historier.
De mest delte falske historier omhandler typisk Hillary Clinton, og hvordan hun har stået i ledtog med Islamisk Stat.
Der er også historier om, hvordan hun skulle støttes af FBI, og hvordan Barack Obama skulle nægte at forlade Det Hvide Hus.
Den mest delte falske historie har ifølge Buzzfeed haft 960.000 delinger. Den omhandler, hvordan paven skulle have bedt katolikker om at stemme på Trump, som han selv ville støtte.
De mest delte sande historier er langt mere kritiske over for Donald Trump og omtaler de to kandidater langt mere nuanceret.
/ritzau/