Der skete to ting for Facebook i nat.
1. De fik meget mere trafik end normalt.
2. De lavede en fejl - og stjal trafikken fra store nyhedssites som CNN, Washington Post og NBC og mere end en million andre sider på nettet.
Det, der konkret skete var, at alle hjemmesider, hvor brugerne kunne logge ind med Facebook, sendte al deres trafik videre til Facebook. Og du behøvede ikke at logge ind på den pågældende hjemmeside. Det var nok, hvis du bare var logget ind på Facebook.
Hvis du f.eks. havde siddet på Facebook og kigget på familie-billeder og derefter besøgte CNN.com, ville du i stedet for at få lov til at læse nyheder hos CNN blive sendt videre til Facebook igen - til en tom fejlside.
Se videoen i toppen af artiklen for at se, hvordan det foregik.
Fejlen varede i mindre end en halv time.
Facebooks betydning kan skræmme
På Twitter er hændelsen blevet beskrevet med nøgleord som Facebookmageddon. Et dyster henvisning til "dommedag". Nok en overreaktion, men:
Hvis man kigger på fejlen i et større perspektiv, er det måske ikke så lille en ting. I nat gik det "godt". Fejlen varede i kort tid. Så kom alt tilbage, og fejlen var rettet - og hvis du ikke var logget ind på Facebook, oplevede du ikke noget.
Men hvis det nu ikke var en fejl, der var hurtig at rette - og store dele af internettet var lagt ned i flere timer eller dage? Så ville Facebook afskære en millard brugere fra at bruge en million hjemmesider - eller flere.
Det viser også, hvor dybt integreret Facebook er på hele nettet - og hvor meget magt Facebook faktisk har, når de kan "stjæle" trafik til sig selv.
De store teleselskaber er underlagt telelovgivningen i de lande, de opererer i. Men der findes ingen lovgivning for sociale netværk. Det kan godt ske, at der ikke skal være det, men Facebook har i dag en millard brugere - og FN mener, at internettet er en menneskeret. Denne menneskeret kan lægges ned af et amerikansk selskab, hvis det går galt.
Måske skal Facebook bare sikre, at det ikke sker igen.