Få dage efter ny sikkerhedslov: Nu bliver bøger fjernet fra hylderne i Hongkong

Flere bøger skrevet af prodemokratiske aktivister er ikke længere tilgængelige i Hongkong.

Hongkongs offentlige biblioteker har fjernet mindst ni bøger. Myndighederne er nu ved at vurdere, hvorvidt bøgerne bryder den nye sikkerhedslov. (Foto: © Isaac Lawrence, AFP or licensors)

- Ét skridt fra et forbud mod bøger

Sådan lyder reaktionen på Twitter fra den prodemokratiske aktivist Joshua Wong. Han er en af de forfattere, som har fået fjernet sine bøger fra hylderne på Hongkongs offentlige biblioteker.

Mindst ni bøger er ikke længere tilgængelige og er nu markeret som "under vurdering".

Hongkongs offentlige biblioteker vil nu vurdere om bestemte bøger bryder den nye nationale sikkerhedslov, lyder det fra myndighederne

- Mens der bliver søgt juridisk rådgivning om vurderingen, vil bøgerne ikke være tilgængelige for udlån, skriver Hongkongs afdeling for fritid og kultur, der driver bibliotekerne.

Det er kun få dage siden, at den nye nationale sikkerhedslov trådte i kraft i Honkong.

Den omstridte lov kan give fængsel på livstid for forbrydelser som oprør, terrorhandlinger eller forsøg på løsrivelse.

Kritikerne mener, at loven bryder med Hongkongs delvise selvstændighed og undertrykker de frihedsrettigheder, som blev lovet, da den tidligere britiske koloni blev givet tilbage til Kina i 1997.

Joshua Wong (i midten) har trukket sig som leder af den pro-demokratiske ungdomsorganisation Demosisto, efter den nationale sikkerhedslov er blevet indført. Nathan Law (til venstre), der også er en prominent aktivist, er flygtet fra Hongkong af frygt for fængselsstraf. (Foto: © ROMAN PILIPEY, Scanpix)

- Oven i straf-tiltagene, så indfører den nationale sikkerhedslov også et censurregime i stil med fastlandet (Kina red.), skriver Joshua Wong på Twitter.

Allerede onsdag blev de første anholdelser foretaget som konsekvens af den nye sikkerhedslov. En mand blev anholdt for at have medbragt et flag, der kræver selvstændighed for Hongkong.

Det er også ulovligt at opilnde til had mod den kinesiske regering ifølge den nye lov, skriver BBC.

Den kinesiske regering har afvist kritikken og siger, at loven er nødvendig for at stoppe de store demonstrationer i Hongkong, som til tider har ført til sammenstød med politiet.

Tilbagevirkende kraft

I slutningen af sidste måned lovede Hongkongs leder, Carrie Lam, at loven ikke ville have tilbagevirkende kraft og i øvrigt kun ramme en lille gruppe af kriminelle.

Men beslutningen om at fjerne bøgerne, viser det modsatte, skriver Joshua Wong.

- Mine bøger blev udgivet årevis før Honkongs anti-udleverings bevægelse, og nu bliver de alligevel underlagt censur, skriver han på Twitter med henvisning til den kontroversielle udleveringslov, der i starten af 2019 startede masseprotester.

En af de andre forfattere, der har fået fjernet sine bøger, er Tanya Chan, der er medlem af Hongkongs parlament for et prodemokratisk parti. Hun siger til avisen South China Morning Post, at hun ikke er blevet underretttet om, at hendes bog ikke længere er tilgængelig.

- Loven påvirker ikke kun en lille gruppe af mennesker, siger hun og fortsætter.

- Den påvirker offentligheden, fordi deres mulighed for at tilgå de her bøger nu bliver fjernet, siger Tanya Chan.

Advokatforeningen i Hongkong kalder det "alarmerende", at bøgerne er blevet fjernet.

- Det udgør klart en begrænsning af retten til at opsøge information, siger foreningens formand Philip Dykes til South China Morning Post.