Evakueringen af civile og krigere fra belejrede syriske byer er genoptaget, efter en weekend med et voldsomt bombeangreb der dræbte 126 evakuerede. 68 af de dræbte var børn.
Over 45 busser fra de regeringskontrollerede byer Fuaa og Kefraya, som har været under ødelæggende belejringer i over to år, er nået frem til et oprørskontrolleret transitcenter i Rashidin nær storbyen Aleppo, oplyser franske AFP.
Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) bekræfter, at den vanskelige evakueringsaftale igen bliver forsøgt gennemført.
- Omkring 3.000 mennesker er på vej væk fra Fuaa og Kefraya, mens omkring 300 var på vej væk fra Zabadani og to andre oprørskontrollerede områder, siger Rami Abdel Rahman, som leder Sohr.
Et selvmordsangreb lørdag nær Aleppo kostede mindst 126 livet. Angrebet var rettet mod busser fyldt med evakuerede syrere, mindst halvdelen var børn.
Busserne havde natten over ventet i udkanten af Aleppo på at kunne køre ind i byen. Ifølge overvågningsgruppen kørte en selvmordsbomber ind i en lukket kassevogn, som skulle være fyldt med nødforsyninger.
109 af ofrene ved lørdagens busangreb kom fra byerne Foua og Kefraya.
/ritzau/