Efter et døgns pause er FN nu igen begyndt at evakuere civile fra den belejrede syriske by Homs.
Missionen med at evakuere indbyggere fra den belejrede syriske by Homs er onsdag efter knap et døgns pause blevet genoptaget efter, at den blev midlertidigt indstillet tirsdag.
Samtidig kan der igen leveres nødhjælp til byen.
1.200 er evakueret
Det oplyser Homs' guvernør Talal Barazi til nyhedsbureauet AFP.
- Klokken 11 lokal tid var det muligt at fragte nødhjælp til Homs, siger Talal Barazi, der tilføjer, at køretøjerne med nødhjælp forventes at tage en gruppe evakuerede personer med på tilbageturen.
Siden fredag i sidste uge er omkring 1200 personer blevet evakueret fra Homs /ritzau/