Der er sat navne på EU's nye topledelse, og nu kalder arbejdet for den nye rådspræsident Donald Tusk og udenrigschef Federica Mogherini, hvis vigtigste opgave bliver at arbejde for fred mellem Rusland og Ukraine.
Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har på lørdagens topmøde i Bruxelles gjort det klart, at Ukraine nærmer sig en egentlig krig med Rusland, og situationen ser ikke ud til at ændre sig lige med det samme.
Men står det til EU's nyvalgte topledere Donald Tusk og Federica Mogherini skal konflikten ikke løses med militære midler.
EU's nye udenrigschef siger på sit første pressemøde i EU-regi, at hun som udenrigschef vil holde sig på diplomatiets smalle sti.
- Vi ved alle stadig, at den militære vej ikke er løsningen på krisen. Mens vi arbejder videre med sanktioner, må vi også holde den diplomatiske vej åben, siger Federica Mogherini.
Kritiseret for Rusland-linje
Hun har hidtil siddet på posten som Italiens udenrigsminister og har været kritiseret for at være for blød over for russerne.
Da hun for bare seks måneder siden fik sin ministerpost, gik en af de første embedsrejser til Rusland, ligesom hun har inviteret præsident Putin til møde i Milano.
- Vi forsøgte at koordinere indsatsen. Vi forsøgte at fremme en form for dialog. Vi må diskutere, om det har ført til succes, siger Mogherini om sit hidtidige arbejde med at få løst Ukraine-krisen.
At Donald Tusk som Polens premierminister er valgt til jobbet som præsident for Det Europæiske Råd sender ifølge iagttagere et stærkt signal til russerne om, at de østeuropæiske medlemslande er velintegrerede i EU.
- Jeg ved, at Europa er truet i dag. Det kræver masser af politisk vilje at håndtere både de indre og de ydre trusler. Og der er brug for politisk vilje for at møde dem, siger Tusk ifølge Ritzau på et pressemøde.
Tusk: Fælles EU-lø sning er afgørende
Tusk understreger vigtigheden i, at EU står samlet om en fredsløsning med henvisning til Mogherinis Rusland-venlige linje.
- Hvad angår forholdet til Rusland og diskussionen omkring Mogherinis og mit eget kandidatur, så er det helt forståeligt, at det er sådan, Europa er. Forskellige politikere har forskellige holdninger og synspunkter.
- For mig at se, er det vigtigt, at vi - når vi begge er blevet udnævnt - finder en politik i forhold til Rusland-Ukraine-konflikten, som rummer en modig og effektiv løsning med henblik på at opnå fred, siger Tusk.
Foruden lørdagens udnævnelser i EU, er de 28 stats- og regeringschefer ifølge Ritzau på vej med nye og skrappere sanktioner mod Rusland.
EU, Rusland og Ukraine mødes mandag til nye fredsforhandlinger.
VIDEO Hør Tusks første ord som EU-rådspræsident. Klik på play.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54021721a11f9d1b98d55ebd