Europæisk pres på Mette Frederiksen for at hente børn hjem fra fangelejre i Syrien

Et stort flertal i Europa-Parlamentet vil have medlemslandene til at hente europæiske børn hjem fra lejre i Syrien.

Statsminister Mette Frederiksen bliver ikke bare presset af sine støttepartier. Nu presser Europa-Parlamentet også på, for at børnene i fangelejre i Syrien bliver hentet hjem. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke kun under pres fra sine støttepartier i den heftige debat om de danske børn, der befinder sig i fangelejre i Syrien.

Den danske statsminister bliver nu også presset af et stort flertal i Europa-Parlamentet, der i går stemte for, at de europæiske lande bør hente børnene hjem.

Blandt parlamentarikerne er en dansk, konservativ stemme, og det har vakt opsigt herhjemme.

For mens de Konservative på Christiansborg afviser at hente børnene hjem, fordi deres forældre følger med, stemte den konservative europaparlamentariker, Pernille Weiss, for resolutionen i går.

Dermed er de Konservative med til at lægge pres på Mette Frederiksen og den danske regering, mener det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang.

- Hvis man skal have børnene hjem, kan man ikke undgå at få forældrene hjem. Vi synes, at det er en helt frygtelig situation for de børn. Men vi vil altså ikke tage den sikkerhedsrisiko, vi mener, det er at tage forældrene hjem al den stund, at de har tilsluttet sig en terrororganisation og vendt Danmark ryggen, siger han.

S støttede ikke

Niels Fuglsang og de øvrige danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet gik imod de europæiske socialdemokrater ved ikke at bakke op om resolutionen.

Selvom resolutionen fra Europa-Parlamentet alene skal ses som en holdningstilkendegivelse, der ikke konkret skal efterleves i medlemslandene, blander Pernille Weiss sig i dansk politik, lyder anklagen fra Fuglsang.

- Hun stemmer for en resolution, der er med til at lægge pres på Danmark, for at Danmark skal ændre politik, siger han.

Vil ikke blande sig i dansk politik

Men det afviser Pernille Weiss.

Hun er helt på linje med sit eget parti og mener ikke, at hun med sin stemme blander sig i nationale anliggender.

Pernille Weiss har stemt for en resolution, der opfordrer landene til at tage børn i Syrien hjem, men hun afviser at blande sig i dansk politik (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Ifølge Pernille Weiss stemte hun blandt andet for, fordi den gruppe, som de Konservative er en del af, EPP, anbefalede et ja.

- EPP anbefalede at stemme ja til den her deltekst, som har fokus på barnet og i og med, at teksten også lægger sig op af de internationale konventioner, så stemmer jeg sammen med min gruppe, siger hun.

Mener du så også, at Mette Frederiksen skal tage de danske børn hjem?

- Det blander jeg mig bestemt ikke i. Jeg har stor respekt for den nationale suverænitet i forhold til, hvordan man gør det, men som europaparlamentariker sender jeg det signal, at når vi sætter fokus på barnets tarv, så bakker jeg også op om den ordlyd.

Men hvis du mener i Europa-Parlamentet, at man skal pålægge landene, at de europæiske børn skal hjem, betyder det så ikke, at du også mener, at Mette Frederiksen skal hente de danske børn hjem?

- Nej, det er en gentagelse af opmærksomheden på problemet: At der findes børn, der har statsborgerskab i EU, som befinder sig uden for EU, fordi deres forældre har taget en forkert og egoisk beslutning. Det går så ud over nogle børn, og det er hensynet til deres tarv, der er en udfordring.

Men hvordan kan du stemme for det i en afstemning i Europa-parlamentet, når du så samtidig ikke mener, at Danmark også skal tage børnene hjem?

- Det har jeg heller ikke sagt. Jeg siger bare, at det blander jeg mig ikke i. Jeg peger ikke fingre af noget land i EU. Jeg udtaler mig generelt om, at i forhold til børn, som har statsborgerskab i et EU-land, der må vi finde en løsning og hjælpe, siger Pernille Weiss.

På linje med Konservative

I alt stemte 568 parlamentarikere for den samlede resolution, der omhandler Syrien, mens 79 stemte imod. Den specifikke del om hjemtagelse af børnene stemte 472 for, mens 140 stemte imod.

Her står der blandt andet, at medlemsstaterne opfordres til at hjemtage alle europæiske børn, idet der tages hensyn til deres særlige familiemæssige situation og barnets tarv som det primære hensyn.

- Jeg forholder mig til en resolution, som i øvrigt indeholder en hel del andre udtalelser omkring vilkårene og forholdene i Syrien, og så er der så den her del, som min gruppe besluttede sig for at stemme for. Når vi mener, at barnet er i centrum, så kan vi ikke også sige, at vi ikke vil lave et individuelt skøn af børn, der af ulykkelige omstændigheder er endt i et land uden for EU, hvor de mistrives. Der har vi en særlig forpligtelse, siger Pernille Weiss.

Hun understreger, at hun ikke ønsker, at forældrene til børnene følger med, og dermed er hun helt på linje med de Konservative, siger partiets retsordfører Naser Khader (K).

Nej tak til forældrene

For man kan ikke hente børnene hjem, uden at forældrene følger med, siger han.

- Vi vil vil gerne hjælpe børnene. Det har vi sagt mange gange. Vi vil bare ikke have forældrene med, og uanset hvordan vi vender og drejer det, så følger forældrene med i henhold til konventioner og sociallovgivning. Så vi er faktisk enige i, at vi gerne vil hjælpe børnene, men vi vil ikke hjælpe forældrene, siger Naser Khader.

Men burde hun så ikke have stemt nej?

- Det må du spørge hende om. Partiets politik er fast, og den fastlægges af folketingsgruppen, og den er, at vi vil gerne hjælpe børnene, men vi vil have garanti for, at forældrene ikke følger med, og det siger hun også, at hun er enig i.

Men kan du ikke godt se, at det ser lidt mærkeligt ud, at de konservative i Europa-Parlamentet stemmer et, men at de konservative herhjemme siger noget andet?

- Den konservative politik fastlægges af folketingsgruppen og ikke i Parlamentet. Vi har ikke ændret holdning, siger Naser Khader.

Ifølge Niels Fuglsang har Europa-Parlamentet en for ensidig tilgang til sagen.

- For man taler om børnene, og dem, tror jeg, alle er enige om, at man gerne vil hjælpe, men man forholder sig ikke til forældrene, der følger med, men de to ting hænger sammen, siger han.

Mindst ti EU-lande har børn i lejre i Syrien. Flere lande har valgt at hente børnene hjem, herunder Norge, Sverige og Belgien, men den danske regering afviser at hente børnene med det argument, at deres forældre udgør en terrorrisiko.