Europa-Parlamentet vil have 2,5 millioner kroner tilbage fra Marine Le Pen

Lederen af det højrenationale franske parti Front National, Marine Le Pen, beskyldes for at have misbrugt EU-midler.

Marine Le Pen er udover at være partileder for Front National også medlem af Europa-Parlamentet. (Foto: © FREDERICK FLORIN, Scanpix)

Marine Le Pen bliver beskyldt for at have to assistenter ansat, der er lønnet af Europa-Parlamentet, til at udføre opgaver, der ikke har haft noget med parlamentet at gøre.

Ifølge anklagerne har medarbejderne i stedet arbejdet for Front Nationals organisation i Frankrig. Det er i strid med parlamentets regler og er derfor blevet undersøgt af EU’s antikorruptionsenhed, OLAF, samt det franske bagmandspoliti.

Europa-Parlamentet vil derfor have Marine Le Pen, der er europaparlamentsmedlem og leder af partiet Front National, til at tilbagebetale over 2,5 millioner kroner som en del af en efterforskning omkring misbrug af EU-midler. Det bekræfter hendes advokat til franske medier.

Skylder ikke en cent

Front Nationals kasserer, Wallerand de Saint Just, siger til DR Nyheder, at sagen vil blive anket til EU-domstolen:

- Europa-Parlamentsmedlemmerne hævder - med rette, så vidt jeg kan se - at de ikke har begået nogen fejl og derfor ikke skylder den mindste cent, siger Wallerand de Saint Just.

Marine Le Pens advokat, Marcel Ceccaldi, kalder anklagerne for politisk motiverede og en heksejagt på EU-skeptikeren Le Pen:

- Det her er et forsøg på at lukke munden på dem, der kritiserer den Europæiske Union, siger Marcel Ceccaldi til den franske avis Marianne.

Anklagerne stammer helt tilbage fra marts 2015, hvor Martin Schultz, formand for Europa-Parlamentet, bad OLAF om at kigge på 20 personer, der var lønnet af EU som assistenter for parlamentsmedlemmer fra Front National, men som ud fra et organisationsdiagram kun så ud til at arbejde for partiets franske afdeling.

Sagen kommer på et ubelejligt tidspunkt for Marine Le Pen og Front National, der planlægger at stille op til det franske præsidentvalg i 2017.