Euro-topmøde er slut uden endelig aftale om Grækenland

Ifølge flere medier kan der være en aftale på vej med Grækenland inden for de kommende 48 timer.

Mens Eurogruppen har holdt møde i Bruxelles i dag, har der været massivt fremmøde foran det græske parlament i Athen, hvor det EU's flag vajede i luften. Demonstranterne opfordrede den græske regering til at indgå aftaler med kreditorerne, så det gældsplagede land kan forblive i eurozonen. (Foto: © Marko Djurica, Scanpix)

Eurolandenes krisetopmøde om Grækenland er slut, men "vi er stadig langt fra en aftale", siger Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, efter mødet mandag aften i Bruxelles.

Nye græske forslag til en løsning på gældskrisen er dog blevet positivt modtaget som et skridt i den rigtige retning.

Ifølge flere medier kan der komme en aftale inden for de kommende 48 timer.

Flere græske forslag

Grækenland har ifølge AFP blandt andet foreslået at opnå bedre balance i budgettet ved at hæve momsen, hæve tilbagetrækningsalderen på arbejdsmarkedet og beskære de højeste pensioner.

- Det forslag, den græske regering har præsenteret med en vis forsinkelse er et stort skridt i retning af en aftale, siger EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, på et pressemøde efter forhandlingerne.

Desuden ønsker Grækenland at forhandle om at få eftergivet dele af den græske gæld, der er på uholdbare 180 procent af bruttonationalproduktet.

Merkel: Der skal handles nu

Eurolandenes finansministre vil onsdag aften mødes igen i Bruxelles med henblik på at enes om et løsningsforslag på den græske gældskrise. Forslaget vil derefter blive forlaget det allerede planlagte EU-topmøde på torsdag, oplyser EU-præsident Donald Tusk og EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, på et pressemøde mandag aften.

Til Reuters udtaler den tyske kansler, Angela Merkel, at EU's ledere torsdag forhåbentlig blot kan notere sig, at der er indgået en aftale onsdag aften. Hun fortæller desuden, at tiden er knap for en aftale, og at der er brug for "absolut intens arbejde" i forhandlingerne med Grækenland.

Deadline for en løsning på den græske gældskrise nærmer sig hurtigt, fordi det nuværende internationale støtteprogram for Grækenland udløber 30. juni.

 Samme dag skal de gældsplagede grækere betale 1,5 milliarder euro til Valutafonden. Det kan de næppe uden en aftale med kreditorerne, som kan udløse flere penge til den græske statskasse.

/ritzau/Reuters/DR Nyheder