Det er ikke svært at finde socialdemokrater og medlemmer af regeringen, som tror, at statsminister Mette Frederiksen (S) er interesseret i et europæisk topjob. Men dem, som ville vide det, hvis statsministeren rent faktisk er interesseret - de holder kæft.
For øjeblikket går der ikke mange dage mellem, at det er muligt at finde artikler i den internationale presse, hvor statsministerens navn dukker op som en mulig kandidat til et topjob i EU. Og det er ikke tilfældigt, at der er så meget opmærksomhed omkring de europæiske topjobs, som skal besættes i løbet af de kommende måneder.
For den person som lander et europæisk topjob får pludselig en position i toppen af verdenseliten.
Da Forbes i slutningen af 2023 lavede deres liste over verdens mest magtfulde kvinder, var Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, øverst på listen og dermed verdens mest magtfulde kvinde.
Den amerikanske sangerinde Taylor Swift var nummer fire på listen. Mette Frederiksen var langt efter de to og blev af Forbes placeret nede på en 72. plads.
Hvis Mette Frederiksen går med ambitioner om at blive mere magtfuld end Taylor Swift, så er det nu, hun skal slå til. Et europæisk topjob er snart ledigt, og det er faktisk indenfor rækkevidde for den danske statsminister.
Hvis hun altså tør gå efter jobbet og gør det allerede nu.
Magten ved bordenden
Der er især ét europæisk topjob, hvor Mette Frederiksens navn nævnes igen og igen i både dansk og international presse, og det er jobbet som formand for Det Europæiske Råd (DER).
Det Europæiske Råd er den særlige EU-institution, som organiserer topmøderne mellem EU's stats- og regeringschefer. Som rådsformand ville Mette Frederiksen være den person, som sidder for bordenden ved alle EU-topmøderne.
Det ville være hende – og hendes medarbejdere – som skal forberede de politiske beslutninger, som EU-lederne tager ved topmøderne. Det kan være beslutninger om alt fra EU´s budget til EU´s holdning til den grønne omstilling og afviklingen af fossile brændstoffer.
Formanden for Det Europæiske Råd spiller også en afgørende rolle, når EU´s stats- og regeringschefer – nogle gange med få timers varsel – skal håndtere pludselige kriser. Det kan være alt fra udbruddet af coronapandemien til udenrigspolitiske kriser som Ruslands invasion af Ukraine eller Hamas’ terrorangreb på Israel og de israelske bombardementer af Gaza.
Når der skal formuleres en fælles EU-holdning til store og afgørende begivenheder i verden, så er det ofte formanden for Det Europæiske Råd og hans/hendes medarbejdere, som står med ansvaret og den – nogle gange meget svære opgave - at få forskellige og meget stærke holdninger til at mødes.
Formanden for Det Europæiske Råd er den, som skal sikre, at Frankrig, Tyskland, Italien, Polen og resten af EU er enige – om alt. For uden enighed, ingen EU-politik.
En god håndværker
Det er svært at beskrive, hvor central en person formanden for Det Europæiske Råd er. For en dygtig og kompetent formand kan faktisk være fuldstændig afgørende for hele Europas udvikling.
I sin egenskab af formand for Det Europæiske Råd var det eksempelvis Donald Tusk, som lagde linjen for, hvordan EU-landene skulle håndtere brexit. Det var Tusk og hans medarbejdere, som havde forberedt EU´s svar på et eventuelt britisk farvel til EU. De havde en plan til en fælles EU-linje i skuffen, som kunne trækkes frem, når resultatet af folkeafstemningen var klar.
Ingen EU-lande havde det niveau af forberedelse, og det var kun i Europabygningen på Rue de la Loi i Bruxelles, hvor DER-formanden har sit kontor, at der var nogen, som havde et samlet overblik over, hvilken Brexit-politik de resterende 27 EU-lande ville kunne samles om. Det var Donald Tusk, som lagde fundamentet for det, der blev resultatet af brexit.
Men det betyder ikke, at en formand for Det Europæiske Råd nødvendigvis er magtfuld. Magten i jobbet afhænger af personens evner og vilje til at droppe egne politiske prioriteter. For en DER-formand skal være den, der definerer, hvad der er bedst for de 27 medlemslande samlet – og som bevæger de politiske beslutninger i den retning.
Hvis formanden for Det Europæiske Råd vælger side i en sag, så kan det også få negative følger. Så magten i positionen ligger i evnen til at udøve politisk håndværk.
Ansigtet udadtil
Det er ikke kun for bordenden i Rådsbygningen i Bruxelles, at formanden for Det Europæiske Råd er magtfuld. Det er også på den internationale scene.
DER-formanden deltager som repræsentant for EU, når verdensledere mødes til topmøde i formater som G7 og G20. Det er formanden for Det Europæiske Råd, som sammen med formanden for Europa-Kommissionen repræsenterer EU-landene, når der holdes EU-topmøder med Kina, USA og landegrupper fra for eksempel Afrika og Asien.
På den internationale scene taler formanden på vegne af 27 europæiske stats- og regeringschefer, som repræsenterer 450 millioner europæiske borgere.
Der er en grund til, at en EU-formand havner meget højt på listen, når alverdens medier og tænketanke laver lister over, hvem der er verdens mest magtfulde mennesker.
Et ledigt job
Det er ingen hemmelighed, at der skal skiftes ud på de europæiske topposter i år. Det har været kendt siden de nuværende EU-ledere, Ursula von der Leyen og Charles Michel, blev udnævnt for snart fem år siden.
Planen har hele tiden været, at der i slutningen af juni – kort efter valget til Europa-Parlamentet den 9. juni – afholdes EU-topmøde i Bruxelles. Og ved det topmøde forventes de 27 stats- og regeringschefer at bestemme, hvem der skal være formand for Europa-Kommissionen de kommende fem år. Hvem der skal være formand for Det Europæiske Råd, og hvem der skal være EU´s udenrigspolitiske chef.
EU-topmøderne, hvor spørgsmålet om fordelingen af topjobs er på dagsordenen, er ofte en dramatisk affære. Og det er ikke usædvanligt, at det er nødvendigt at indkalde til mere end ét topmøde, inden toppost-kabalen falder på plads.
Men denne gang kan EU-lederne have mere travlt med at håndtere fordelingen af topposter.
Ved årsskiftet meddelte den nuværende formand for Det Europæiske Råd, belgieren Charles Michel, at han stiller op til valget til Europa-Parlamentet.
Bliver han valgt, skal han forlade posten som formand for Det Europæiske Råd senest i midten af juli. Og dermed haster det endnu mere med at få besat lige præcis den post.
For hvis Michel forlader posten i midten af juli, og EU-lederne stadig på det tidspunkt ikke har fundet en afløser, så vil det være statsministeren fra EU´s formandsland, som skal lede arbejdet i Det Europæiske Råd. Og da det den 1. juli er Ungarn, som overtager formandskabet i EU, så vil det altså være den ungarske premierminister, Viktor Orbán, som vil skulle lede EU´s topmøder efter det tidspunkt.
En situation, som flere EU-lande gerne vil undgå.
Der er med andre ord et ekstra pres på EU-lederne for at få bestemt, hvem der skal afløse Charles Michel som formand for Det Europæiske Råd.
Mette Frederiksens chance
Der er mange hensyn som spiller ind, når EU´s stats- og regeringschefer lægger deres toppost-kabale.
Der skal helst være en kønsbalance, når posterne fordeles. Der skal også gerne være en geografisk balance, sådan at ikke alle topposter besættes af personer fra samme region i Europa. Og så er der også et ønske om en politisk balance.
Hvis formanden for Europa-Kommissionen er borgerlig, så vil der være et pres for, at enten EU´s udenrigschef eller formanden for Det Europæiske Råd er socialdemokrat. I dag er de tre topposter fordelt mellem en kristendemokrat, en socialdemokrat og en liberal.
I Bruxelles regnes det som sandsynligt, at Ursula von der Leyen ønsker at fortsætte på posten som formand for Europa-Kommissionen. Hun er tysk kristendemokrat, og hvis den politiske toppost-logik skal følges, så betyder det, at formanden for Det Europæiske Råd enten skal være socialdemokrat eller liberal.
Der er et pres for, at posten skal besættes med en socialdemokrat. Men det er i sidste ende en politisk beslutning. Det er ikke noget formelt krav.
I EU-historien har der frem til i dag været tre formænd for Det Europæiske Råd. De er alle blevet valgt i kredsen af siddende stats- og regeringschefer. EU´s stats- og regeringschefer har altså traditionelt valgt en af deres egne, når de skulle vælge en formand.
Hvis den logik fortsætter – og det er forventningen – så er der reelt kun 27 kandidater til posten. Og hvis logikken fortsættes med, at det denne gang skal være en socialdemokratisk stats- og regeringschef, så snævres kredsen af mulige kandidater kraftigt ind.
En favorit var den portugisiske premierminister, António Costa. Populær blandt EU-lederne og erfaren. Man han er nu i centrum i en korruptionsskandale, og der er udskrevet valg i Portugal til marts, hvor Costa ikke stiller op.
En anden oplagt kandidat er den spanske Pedro Sanchez. Men han er nyvalgt statsminister i Spanien. Og dermed er situationen den, at lige nu står – som en EU-diplomat udtrykker det – alle planeterne gunstigt i forhold til, at statsminister Mette Frederiksen rent faktisk har mulighed for at få jobbet som formand for Det Europæiske Råd.
Ikke elsket, ikke forhadt
Statsminister Mette Frederiksen har været med i EU-kredsen længe nok til, at alle kender hende.
Hun er kendt som fokuseret og kontant. Hun siger tingene, som de er, og hun er meget velforberedt ved møderne. Men hun kæmper nogle gange med at skjule sin utålmodighed, når møder og diskussioner trækker ud på en måde, som den danske statsminister finder ”unødigt”.
Statsministeren kan være frustreret over den manglende struktur i den måde, Charles Michel afvikler topmøderne på, og hun har faktisk også sagt det direkte til ham under et topmøde. Med andre ord en EU-leder som ved, hvad hun vil og ikke er bange for at udtrykke sin mening.
Statsministerens direkte tilgang til sagerne på EU-dagsordenen gør hende til en person, som det egentlig er let for de øvrige EU-ledere at agere med. Man ved, hvad Danmark vil, og hvad der skal til for at få Mette Frederiksen og Danmark med ombord på en EU-beslutning.
Men den direkte tilgang, som den danske statsminister har anlagt, betyder også, at hun ikke nødvendigvis er den, der går rundt og smalltalker med alle EU-ledere til langt ud på natten og på den måde bliver ven med alt og alle.
Statsministeren er ikke en person, som er højt elsket af alle i EU-kredsen. Og dermed ikke nødvendigvis det første navn, som alle EU-ledere tænker på, når der skal findes en ny formand for Det Europæiske Råd.
Men mindst lige så vigtigt – og måske endda endnu vigtigere – er Mette Frederiksen ikke forhadt af nogen i EU-kredsen. Hun er ikke en person, som eksempelvis Ungarn ikke ville kunne acceptere. Hendes forhold til den ungarske premierminister Orbán er fint.
De sidder tæt på hinanden i topmøde-lokalet og taler ofte sammen under topmøderne.
Brug for et signal
Statsministerens forhold til den tyske kansler, Olof Scholz, er også fint. Blandt de mest afgørende personer blandt EU-lederne er det nok manglen på et tæt forhold til den franske præsident, Emmanuel Macron, som kan være en betydelig hindring i forhold til statsministerens mulighed for at blive den næste formand for Det Europæiske Råd. Men igen.
Fordelen ved ikke at være forhadt er, at hvis først en persons navn er i omløb, så vil det kræve, at nogen i flokken af EU-ledere er parate til at blokere for den pågældende persons udnævnelse. Og her er det svært at se præcis, hvem i EU-flokken som ligefrem ville stille sig i vejen for, at Mette Frederiksen kunne blive formand for Det Europæiske Råd.
Men netop dynamikken i forbindelse med udnævnelserne til europæiske topposter – og den måde, de øvrige EU-ledere ser Mette Frederiksen på – betyder også, at det er afgørende for den danske statsminister tidligt at signalere, at hun er interesseret i jobbet, hvis hun rent faktisk ønsker sig posten for Det Europæiske Råd.
Der er i EU-kredsen flere ledere, som gerne ser sig selv på en europæisk toppost. Flere af dem er allerede i gang med at signalere til de øvrige EU-ledere, at de ville være interesserede.
Hvis statsministeren ønsker et topjob, så skal som minimum den franske præsident og den tyske kansler vide det. Og også bakke op om idéen. For der kan hurtigt komme andre navne på bordet, og sker det, så kan muligheden for et topjob glide ud af hænderne på en dansk kandidat.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har flere gange været i spil. Men et klassisk dilemma for en dansk statsminister i spillet om topjob er netop, at det er svært at være ”kandidat” og samtidig fastholde, at hvis jagten på et europæisk topjob mislykkes, så vil personen gerne fortsætte sit nuværende job som dansk statsminister.
Et kandidatur kan ikke skjules
Den danske indenrigspolitiske logik er ikke, at det ville være fantastisk, hvis en dansker kunne lande et af verdens mest magtfulde jobs, og det er der stor indenrigspolitisk opbakning til.
I stedet går der hurtigt dansk indenrigspolitik i en sådan sag, hvor en siddende statsminister, som muligvis kunne være i spil til et topjob, i stedet opfordres af oppositionen til at forlade sin post, da vedkommende jo tydeligvis ikke er interesseret i at være statsminister i Danmark.
Det vil med andre ord potentielt have store indenrigspolitiske omkostninger, hvis Mette Frederiksen i de kommende uger skulle bestemme sig for at lade Macron, Scholz og andre vide, at hun kunne være interesseret i posten som formand for Det Europæiske Råd.
For når en statsminister først er kommet så langt i processen, så begynder rygterne også at få mere substans i europæiske medier. Et kandidatur kan ikke skjules.
Hvis Mette Frederiksen ønsker jobbet som DER-formand, så skal hun ud af busken. Ikke langt ud. Men i hvert tilfælde så langt, at nogle af nøglepersonerne blandt EU-lederne ved, at hun er kandidat.
Og statsministeren skal ikke vente længe.
Tiden er inde, hvis…
Den 1. februar er der ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles. Det handler om den økonomiske støtte til Ukraine.
Men i korridorerne vil der være masser af plads til små korte snakke, kaffeaftaler og bilaterale samtaler under fire øjne, hvor selv statsministerens nærmeste rådgivere i Statsministeriet ikke nødvendigvis ved alt om, hvad den danske statsminister har talt med den franske præsident eller den tyske kansler om.
Manøvrerne omkring fordelingen af de europæiske topposter er allerede i gang. Og hvis den danske statsminister ønsker et topjob og ikke allerede er begyndt at positionere sig til at blive en af verdens mest magtfulde kvinder, så er tiden inde til at komme i gang. Ellers er der andre som tager jobbet.
Ingen kan med sikkerhed sige i dag, om Mette Frederiksen kan få et europæiske topjob til sommer.
Men ser man på forudsætningerne, så er de absolut gunstige. Og det er ikke utænkeligt, at når Forbes om et par år igen offentliggør deres liste over verdens mest magtfulde kvinder, så vil Mette Frederiksen stå på den liste – over Taylor Swift.