Selvom flere andre lande i Europa har indført en valgretsalder på 16 - eller 17 år - så holder et flertal af de danske spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget fast: I Danmark skal man først stemme til EU-valget som 18-årig.
- I Danmark er man er myndig, når man er 18. Derfor passer det med, at stemmeretten skal være 18, lyder argumentet fra Konservatives spidskandidat Niels Flemming Hansen i DR-programmet 'Mød Partierne'.
I alt svarer syv ud af 11 partier nej til, at 16-årige skal have stemmeret ved det næste valg til Europa-Parlamentet.
- Der skal gå mindst ti år fra man holder op med at tro på julemanden, til man får politiske rettigheder, siger Liberal Alliances spidskandidat Henrik Dahl, der bliver bakket op af Moderaternes spidskandidat Stine Bosse.
- Det er fint at have de 18 år. Det er rigtig vigtigt, at man øver sig i politik, før man går ind i det, siger hun.
Her kan du se et sammenklip af nogle af spidskandidaternes svar på, om 16-årige skal kunne stemme til næste EU-valg fra 'Mød Partierne':
Flere lande i EU har sænket valgretsalder
Østrig er et af de lande, der har sænket valgretsalderen til 16-årige. Det blev besluttet i 2007. Siden da har blandt andet Tyskland, Malta og Belgien indført stemmeret til 16- og 17-årige ved valg til Europa-Parlamentet.
Sidste år gik en række ungdomsorganisationer herhjemme sammen i en alliance om at få sænket valgretsalderen i Danmark til EU-valget - uden held.
Står det til SF, er det oplagt, at de 16-årige får mulighed for at afgive deres stemme til kommende EU-valg.
- Vi kan se, at vi har en udfordring med, at især de unge ikke kommer ned at stemme. Hvis de bor hjemme, når de skal stemme første gang, så hiver deres forældre dem med, og sådan får vi en bedre stemmedeltagelse i Danmark, siger Kira Marie Peter-Hansen.
Se hvilke partier, der er for og imod 16-års stemmeret til EU-valg her:
Hvis du vil blive klogere på, hvem af de danske kandidater til Europa-Parlamentet, du er mest enig med, kan du prøve DR's kandidattest her.
Og hvis du gerne vil blive klogere på, hvem spidskandidaterne er, og hvad de vil arbejde for de næste fem år, hvis de bliver valgt til EU-parlamentet, så kan du allerede nu streame alle 'Mød Partierne' her på DRTV.