EU-parlamentarikere anklages for at få betaling for at sprede russisk propaganda: 'Alle alarmklokker ringer'

EU-parlamentarikeren Morten Løkkegaard (V) siger, at det skal undersøges grundigt og i en fart.

Morten Løkkegaard er en af næstformændene i Renew-gruppen. Gruppen i EU-Parlamentet er en af dem, der kræver handling. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Flere medlemmer af EU-Parlamentet har angiveligt fået betaling af Rusland for at promovere russisk propaganda.

Derfor kræver flere politiske grupper i EU-Parlamentet, at der skal laves en undersøgelse af anklagerne mod politikerne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kravet kommer efter, at Belgiens premierminister, Alexander De Croo, i går fortalte om sagen. Her fortalte han, at oplysningerne var kommet frem i et samarbejde mellem efterretningstjenesterne i Belgien og Tjekkiet.

- Faren er reel, og vi må handle på det, sagde han under en debat i det belgiske parlament.

Dagen forinden meldte Tjekkiet ud, at landets myndigheder havde afsløret et netværk, der har spredt russisk propaganda i Europa.

Det skulle været sket gennem nyhedsmediet Voice of Europe, skriver Ritzau.

'Alle alarmklokker ringer'

En af grupperne, der kræver den interne undersøgelse, er gruppen Renew. Venstre-medlem Morten Løkkegaard er en af gruppens næstformænd, og han kalder situationen alvorlig.

- Alle alarmklokker ringer, fordi vi er i krig, og Rusland har været genstand for en masse undersøgelser. Det ser ud som om, at det er russerne, der står bag det her, og derfor er vi selvfølgelig nødt til at undersøge detaljerne.

- Når det ovenikøbet handler om kolleger i Europa-Parlamentet, så er vi nødt til at være ekstra påpasselige. Vi er nødt til at gå meget grundigt til værks, og alle navne skal på bordet, siger Morten Løkkegaard.

Han fortæller, at han blot er orienteret om sagen fredag morgen, men han kalder kilderne for meget pålidelige, som nogle der "ikke løber med en halv vind".

Den belgiske premierminister Alexander De Croo fortalte i går om sagen i det belgiske parlament. (Foto: © OLIVIER MATTHYS, Ritzau Scanpix)

Tidligere skandale spøger

Tidligere har EU-Parlamentet været ramt af den såkaldte Qatar-gate. Her blev den græske politiker Eva Kaili anholdt. Hun blev anklaget for at have taget imod penge fra Qatar for at fremme landets sag i EU.

Den sag peger Morten Løkkegaard også på og siger, at der har været en naivitet om, at tingene kørte, som de skulle.

- Det er en del af en hybridkrig, der foregår, der har til hensigt at underminere den måde, vi lever på i Vesteuropa. Derfor er det alvorligt, siger Morten Løkkegaard.

Han siger, at han ikke kender til, hvem der konkret er mistanke om kan være betalt af Rusland til at sprede propaganda. Men han forventer, at der bliver taget hånd om det med det samme.

- Vi kan ikke vente. Vi er tæt på et europæisk parlamentsvalg, og vi har ikke behov for, at der er visse ting, der er spørgsmålstegn ved, siger han.

Sagen har også fået organisationen Transparency International til at reagere.

- Ikke alene bør parlamentet straks undersøge disse påstande, men det bør langt om længe gennemføre reelle reformer, der kan udrydde denne kultur af straffrihed, der har fået lov til at stå på alt for længe, siger Nick Aiossa, der er lederen af organisationens europæiske afdeling i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Der er valg til EU-Parlamentet 9. juni.