Den ungarske premierminister Viktor Orban har i tykt og tyndt siddet på magten i landet siden 2010.
Men resultatet fra nattens Europa-Parlamentsvalg viser, at der nu er en opposition, som truer Orbans parti, Fidesz, på livet.
Selvom Fidesz blev det suverænt største parti med knap 44 procent af stemmerne – og dermed 11 mandater –, så løb oppositionspartiet Tisza med et bedre resultat end nogen meningsmålinger forudsagde. De løb med 30 procent af stemmerne, hvilket svarer til syv mandater – mere end alle andre oppositionspartier tilsammen.
Oppositionspartiet er ledet af Peter Magyar, en mand der for kun et par måneder siden var et ganske ukendt navn. Men med et løfte om at rydde ud i korruption i Ungarn har Magyar formået at storme ind i ungarsk politik.
Med et parti, der kun er et par måneder gammelt, formåede Tisza at løbe med knap hver tredje stemme i Ungarn.
DR's reporter i Ungarn spurgte søndag aften Peter Magyar ind til, hvoran han vil slå Orban:
Spørger man Magyar, så er han kun lige begyndt:
- Resultatet er Orbans magtfabriks Waterloo. Begyndelsen på enden. Det, der skete, er et politisk jordskred, sagde partilederen sent søndag aften.
Begyndelsen på enden
Selvom den 43-årige forhenværende advokat og diplomat Peter Magyar indtil for nylig har været nærmest ukendt, så har han formået at skabe opmærksomhed rundt om sig de seneste måneder.
I begyndelsen af april samlede han titusindvis af demonstranter foran parlamentsbygningen i Budapest for at vise deres utilfredshed med premierminister Viktor Orban.
Ifølge The Guardian var der tale om en af de absolut største demonstrationer i Ungarn i årevis.
- Fra nu af er intet, som det før har været. Forandringen er startet, og det kan ikke standses igen, sagde Péter Magyar dengang.
Efter demonstrationen i april sagde han til The Guardian, at selvom hans navn står på stemmesedlen til EP-valget, så har han ingen planer om at rejse til Bruxelles.
- Jeg skal opbygge et parti i Ungarn, sagde han dengang.
Magyar har tidligere været i inderkredsen af Fidesz-partiet, blandt andet fordi han i en årrække var gift med den fremtrædende politiker og tidligere justitsminister Judit Varga.
Hun trak sig i februar efter en sag, hvor hun og landets daværende præsident benådede en mand, der var involveret i en pædofilisag.
Det fik også Peter Magyar til at kappe båndene til Orbáns parti, og beskylde premierministeren og hans regering for omfattende korruption.
Siden da, har han haft ét klart mål: at vippe Orbán af pinden.
‘Ungarn har brug for radikal forandring’
Selvom Orbans parti blev det største parti, så var man ved at revne af begejstring til Tiszas valgfest, der blev afholdt på en yacht i Donau-floden.
Her blev der både poppet champagne, sunget og danset i løbet af aftenen, mens de overraskende resultater tikkede ind.
For første gang i mange år, har Orban og hans parti Fidesz altså en “seriøs udfordrer”, siger Péter Krekó fra tænketanken Political Capital til mediet Politico.
DR har mødt den ungarnske vælger Atilla Sarro, der har stemt på Tisza-partiet.
DR’s reporter Cecilie Kallestrup var med til Tiszas valgfest, de, og talte herefter med ungarnske vælgere. En af dem, der har stemt på Tisza, er vælger Atilla Sarro.
Han fortæller Cecilie Kallestrup, at han håber på forandring i Ungarn, og at Magyar bringer håb frem i ham.
Hvad vil du gerne have forandrer sig?
- Alting. Ungarn har brug for radikal forandring, siger vælgeren til DR.
Det næste nationale valg i Ungarn skal finde sted i 2026. Ungarn overtager desuden EU-formandskabet i seks måneder fra juli måned.