Dan Jørgensens kommissærpost er 'en grøn fjer i hatten' til Danmark

Den nye danske kommissær kommer til ifølge iagttagere at spille en central rolle i EU i de kommende år.

Dan Jørgensen (S) står nu til at blive EU's næste energi- og boligkommissær. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Baren blev sat højt, da statsminister Mette Frederiksen (S) i slutningen af august nominerede partifællen Dan Jørgensen til posten som Danmarks næste EU-kommissær.

Danmark gik efter "en central portefølje", som hun formulerede det. En, der kunne give adgang til de væsentlige dele af EU’s lovgivningsmølle.

Det er nemlig ikke alle kommissærporteføljer, der er lige vigtige, og der blev dengang sat spørgsmålstegn ved, om Dan Jørgensen med sin baggrund som blandt andet klima- og energiminister nu også var tung nok til en central post.

I dag er det så blevet offentliggjort, at han står til at blive EU’s næste energi- og boligkommissær.

Selvom det er et skridt ned i forhold til i dag, hvor Margrethe Vestager (R) befinder sig allerøverst i det interne magthierarki som både konkurrencekommissær og ledende næstformand, så bliver det ifølge Nicolai Bech Kofoed, der er EU-programchef hos den grønne tænketank Concito, en yderst central post i de kommende fem år.

For energipolitik er i den grad blevet storpolitik, og det smitter af på Europa-Kommissionens prioriteter.

- De store temaer for det nye kommissærhold bliver konkurrenceevne, sikkerhed og geopolitik. Og i det lys er energiområdet vigtigere end måske nogensinde før, siger han.

Her præsenterer kommissionsformand Ursula von der Leyen den nye danske EU-kommissær:

En grøn fjer i hatten

EU-landenes konkurrenceevne halter nemlig gevaldigt, hvis man sammenligner dem med USA og Kina, og derfor bliver en af Dan Jørgensen hovedopgaver at få presset energipriserne ned.

Det skal ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen ske ved, at der bliver investeret endnu mere i vedvarende, billig energi, så hverken borgere eller virksomheder i Europa igen skal døje med tårnhøje elpriser, som man oplevede det i kølvandet på Ukraine-krigen.

Det kræver dog, at der kommer en reel, velfungerende energiunion, så det bliver muligt for energi at flyde frit på tværs af grænserne, og at der bliver sat skub på elektrificeringen af de europæiske energinetværk.

Derudover skal Dan Jørgensen være med til at løsrive Europa fra energileverandører udefra. Og alt det er ifølge Nicolai Bech Kofoed spørgsmål, som Danmark, der sammenlignet med de andre medlemslande er forholdsvis langt med den grønne omstilling, har gode svar på.

- Det er en grøn fjer i hatten for Danmark. Og det er godt for EU’s grønne omstilling, siger han.

Kommissær for Rockwool, Velux og Danfoss

Jacob Funk Kirkegaard, der er seniorforsker ved German Marshall Fund samt Peterson Institute For International Economics, er også enig i, at man fra dansk side har grund til at være tilfreds.

- Det er tydeligt, at regeringen er gået målrettet efter posten, og de er absolut bestået, siger han og fortsætter:

- Hvis man er lidt grov, kan man godt kalde Dan Jørgensen for kommissær for Rockwool, Velux og Danfoss. Det er områder, hvor har haft regulering i mange år, og af selvsamme årsager har de hjemlige industrier en helt klar interesse for dette område, siger Jacob Funk Kirkegaard.

Spørger man Dansk Industri, lægger man da heller ikke skjul på begejstringen. Her mener Morten Høyer, der er politisk direktør, at det er godt med en dansker på den post.

- Dan Jørgensen står på et godt fundament, for han kender til den udvikling, Danmark og de danske virksomheder har været igennem på det grønne område. Dem kan han tage med og brede ud i EU. For der ligger nogle store opgaver foran ham og venter, siger han og peger på alt fra energiuafhængighed af Rusland til at få mere vedvarende energi ind i det europæiske elnet.

Morten Høyer er enig i, at Dan Jørgensen bliver en central spiller, hvis han bliver godkendt af Europa-Parlamentet.

- Man ved jo aldrig, hvad der sker. Forsvarsområdet var eksempelvis ikke så interessant for fem år siden, så der kan ske forandringer. Men den her energipost er kun blevet vigtigere og vigtigere, så det er en cadeau til Dan Jørgensen og Danmark, fordi vi spiller en væsentlig rolle i den europæiske energipolitik, siger han.

Danske virksomheder som Danfoss er førende, når det kommer til energieffektive løsninger. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Et stort ansvar

Hos interesseorganisationen Green Power Danmark er man også tilfreds med både Dan Jørgensens post og det generelle fokus, som der trods pres fra især højrefløjen fortsat er på den grønne omstilling.

Inden for de første 100 dage skal han blandt andet være med til at fremlægge en såkaldt ”aftale om ren industri. Og Dan Jørgensen kommer til at skulle arbejde sammen med en række andre kommissærer, heriblandt spanske Teresa Ribera, som bliver ledende næstformand med det overordnede ansvar for det, der nu hedder "en ren, retfærdig og konkurrencedygtig omstilling."

- Det er et stort ansvar. Men Dan Jørgensen har en solid erfaring fra sit arbejde med både dansk og europæisk energipolitik, udtaler Jacob Klivager Vestergaard, EU-chef i Green Power Denmark.

Det er endnu uvist, hvornår Dan Jørgensen skal til høring i Europa-Parlamentet.