Det går fortsat alt for langsomt med at få EU-landene til at tage imod omfordelte flygtninge, mener EU-Kommissionen.
EU-landene aftalte i september sidste år at omfordele i alt 160.000 flygtninge rundt i EU-landene over to år for at lette presset på først og fremmest Grækenland og Italien.
Men et år efter, at aftalen er indgået, er 6925 flygtninge blevet omfordelt.
- Der skal gøres mere, og det skal gå hurtigt, hvis vi skal imødekomme det stigende antal ankomster til Italien, og de mange tusinder, der sidder fast i Grækenland, siger EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos.
Han opfordrer kraftigt de medlemslande, der er indgået i aftalen, til at tage imod flere flygtninge fra de sydeuropæiske lande.
- Vi forventer, at medlemslandene optrapper deres indsats for at kunne leve op til deres forpligtelser og ansvar, siger han.
EU-Kommissionen var fortsat optimistisk i marts, et halvt år efter at aftalen var blevet indgået.
På det tidspunkt var kun 885 flygtninge blevet omfordelt, men hvis EU fik omfordelt 6000 om måneden efterfølgende, skulle målet nok nås, lød det dengang fra migrationskommissæren.
Fra 28. september til 8. november 2016 er der blevet omfordelt 1212 personer fra Grækenland og Italien.
Det står ikke klart, om kommissionen fortsat håber på at nå målet om de 160.000 inden september 2017.
Men i en pressemeddelelse siger en talsmand for migrationskommissæren, at der i øjeblikket befinder sig 24.000 personer i Grækenland og 20.400 i Italien, der er berettiget til at blive omfordelt.
- Og hvis landene optrapper deres indsats, skulle det være muligt at få omfordelt alle de berettigede inden september 2017, lyder det.
Danmark har ikke modtaget en eneste af de omfordelte flygtninge, da vi står uden for aftalen på grund af retsforbeholdet.
/ritzau/