De socialistiske og socialdemokratiske ledere i EU lægger op til, at EU-topmødet senere i dag skal tage skridt mod endnu en stramning af sanktionerne mod Rusland.
Den tyske vicekansler, Sigmar Gabriel, siger efter de socialdemokratiske lederes formøde i Paris ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er enighed om, at det er på tide at forberede det næste trin af sanktioner mod Rusland.
Vil forberede næste skridt
- Det er klart, at den russiske intervention i Ukraine betyder, at EU-lederne helt sikkert vil bede EU-Kommissionen om at forberede det næste niveau af sanktioner, siger Gabriel til journalister i Paris.
Krisen i Ukraine har trængt sig ind på dagsordenen på lørdagens EU-topmøde i Bruxelles, hvor de 28 stats- og regeringschefer i første omgang er samlet for at besætte et par europæiske topposter.
/ritzau/Reuters