EU-Kommissionens mener, at den polske retsstat er truet, og truer derfor med sanktioner, men det har ikke noget med realiteterne at gøre, lyder det fra det polske udenrigsministerium.
Det er blandt andet den polske forfatningsdomstols uafhængighed, der optager EU-Kommisionen.
Den polske regering fik i går to måneder til om at ændre sine beslutninger om forfatningsdomstolen, ellers kan landet blive ramt af en række sanktioner.
Den nationalkonservative regering har gennemtrumfet nye regler for udpegningen af dommere til forfatningsdomstolen. Kritikere siger, at det giver regeringen en stærk kontrol med domstolen og ødelægger tredelingen af magten i Polen.
Polske lovgivere fra oppositionen har de seneste dage blokeret parlamentssalen i protest mod, at demokratiske rettigheder rulles tilbage. Blandt andet kræver de, at en afstemning om finansloven går om.
Finansloven blev ikke vedtaget i parlamentssalen i sidste uge men i et andet lokale i bygningen.
Regeringen har også en strid med pressen om, hvilke medier der må være i parlamentet for at dække de politiske beslutninger.
Polen er sammen med Ungarn smertensbørn i EU-samarbejdet. Begge lande ledes af nationalkonservative regeringer, og ifølge flere internationale organisationer sætter de demokratiet under pres til fordel for en mere autoritær styreform.
/ritzau/