Bruxelles er vågnet op til en mandag, hvor metroen er lukket, og skolebørn må blive hjemme. Myndighederne vurderer risikoen for terror i Bruxelles som høj, men det påvirker ikke EU-Kommissionen i den belgiske hovedstad.
Alle møder bliver afviklet, siger EU-Kommissionens talsmand, Margaritis Schinas, på et pressemøde.
- Der er foretaget en risikovurdering. Vi har modtaget informationer i dag, og på baggrund af disse har vi besluttet at afvikle møder.
- Der er ingen specifik trussel mod EU-institutionerne, siger Schinas, om beslutningen, som er foretaget på baggrund af oplysninger fra de belgiske myndigheder.
Ministeråd afvikler kun vigtige møder
I ministerrådet, som ligger lige på den modsatte side af gaden, Rue de la Loi, to kilometer øst for centrum og Grand Place, har man foretaget en anden vurdering af de samme oplysninger fra myndighederne.
Ministerrådet meddelte søndag, at man kun vil afvikle de vigtigste møder på grund af sikkerhedssituationen, da man samtidig har hævet sikkerhedsniveauet fra "gul" til "orange".
/ritzau/