EU til USA: Bevar atomaftalen med Iran

EU's udenrigschef tager i begyndelsen af november til Washington, hvor hun vil forsvare atomaftalen med Iran.

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, vil forsvare atomaftalen med Iran, når hun tager til Washington i november. (Foto: © JOHN THYS, Scanpix)

EU-landene opfordrer USA til at blive ved med at bakke op om atomaftalen med Iran og tænke over konsekvenserne ved i givet fald at trække sig fra aftalen.

Det siger EU mandag i en fælles erklæring fra udenrigsministrenes møde i Luxembourg.

Samtidig tager EU's udenrigschef, Federica Mogherini, i begyndelsen af november til Washington.

Her vil hun forsvare atomaftalen, efter at præsident Donald Trump har truet med at trække USA ud af den.

- Det, der er af afgørende betydning for os, er, at vores europæiske sikkerhedsinteresser bliver taget i betragtning, siger Mogherini.

Og det føler hun sig også overbevist om vil ske.

Hun tror, at USA i sidste ende ikke bare vil tage hensyn til deres egne sikkerhedsinteresser. Men også til interesserne hos deres allierede, partnere og venner, siger hun.

Lettede sanktioner

Atomaftalen med Iran betyder, at Iran skulle afvikle centrale dele af sit atomprogram.

Til gengæld ville omverdenen udfase omfattende økonomiske sanktioner mod Iran. Sanktionerne lagde Irans økonomi i ruiner.

Men Donald Trump nægtede i sidste uge at bekræfte, at Iran lever op til betingelserne i aftalen.

Han sender dermed sagen videre til politikerne i den amerikanske kongres, der nu har 60 dage til at afgøre, hvad der skal ske.

Den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, frygter, at en svækkelse af atomaftalen kan få alvorlige konsekvenser.

- Som europæere er vi meget bekymrede for, om den amerikanske præsidents beslutning kan føre os tilbage til en militær konfrontation med Iran, siger Gabriel.

Tvivl vil sende signal til Nordkorea

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er dog overbevist, om at atomaftalen med Iran vil holde.

- Vi står ved den aftale, der er. Den vil også stå, uanset hvor amerikanerne ender henne, siger Samuelsen.

Han vil ikke blande sig i den interne proces, der er i gang i USA. Men han mener heller ikke, at USA kan true atomaftalen.

- Den er ikke afhængig af, hvad ét land mener, siger udenrigsministeren.

Samuelsen mener også, at det vil være et helt forkert signal at sende til Nordkorea, hvis der bliver skabt tvivl om en indgået atomaftale.

- Det er vigtigt, at vi er troværdige, at vi er pålidelige, når vi indgår den slags aftaler, siger han.

/ritzau/