De fleste husker måske de voldsomme billeder af flygtninge, der blev fanget i pigtrådshegn ved Ungarns grænse i sommeren for to år siden.
Nu vil Europa-Kommissionen stille både Ungarn, Polen og Tjekkiet for EU-domstolen, fordi de har nægtet at give asyl til EU-kvoteflygtninge. Og det kan blive en dyr fornøjelse for landene.
- Hvis ikke landene retter hurtigt ind, hvad der ikke er noget, der tyder på, så kan det munde ud i dagbøder. Og hvis de ikke betaler dem, bliver det ganske enkelt trukket i deres EU-støtte, siger DR's EU-korrespondent Karin Axelsson.
Ungarn, Polen og Tjekkiet har længe været imod at modtage flygtninge fra muslimske lande.
- De er indædte modstandere af det, de kalder, "at EU trækker en omfordeling ned over hovedet på dem", selvom omfordelingen af flygtninge retligt er noget, et flertal af EU's medlemslande har vedtaget, siger Karin Axelsson.
Bryder med en ny lov
Da flygtningekrisen ramte Sydeuropa for lidt over to år siden, vedtog et flertal af EU's indenrigsministre at fordele 120.000 af de flygtninge, som var i Italien og Grækenland.
- Da EU vedtog den nye lov, stemte Polen for omfordelingen, men siden har de skiftet regering og er imod, mens Ungarn og Tjekkiet hele tiden har været imod den, siger Karin Axelsson.
Flygtningekvoterne var meget upopulære hos flere østeuropæiske lande. De mente ikke, at de var udstyret godt nok til at integrere folk fra overvejende muslimske lande.
- Den almene fornuft tabte i dag, lød det dengang fra den tjekkiske indenrigsminister, Milan Chovanec, der sammen med Ungarn og flere andre østeuropæiske lande stemte imod planen.
EU går særligt efter Ungarn
Det er især Ungarns håndtering af flygtninge og asylansøgere, som EU strammer båndet om.
Europa-Kommissionen har også sagt, at den vil stille Ungarn for EU-domstolen på grund af deres kontroversielle uddannelseslov, som er blevet kritiseret for at indskrænke forskeres frihed.
Ungarn har også modtaget en formel henstilling til at efterleve EU's lov med henblik på landets asyllovgivning.
Sker det ikke inden for de næste to måneder, vil EU også sagsøge dem for ikke at leve op til EU's lovgivning på området.