Ritt Bjerregaard fik fem år i Bruxelles som højt profileret dansk EU-miljøkommissær i anden halvdel af halvfemserne. Men det var faktisk snublende tæt på, at den socialdemokratiske politiker aldrig var kommet afsted.
Ritt Bjerregaard havde nemlig – som den første danske EU-kommissær-kandidat nogensinde – været til høring i Europa-Parlamentet. Og det var ikke gået så godt.
Eller rettere: Et antal af medlemmerne af Europa-Parlamentets miljøudvalg mente ikke, at høringen var gået godt.
Ritt Bjerregaard selv derimod mente, at høringen var gået glimrende.
Forskellen på de to vidt forskellige opfattelser lå ikke nødvendigvis i, hvad der rent faktisk var foregået ved selve høringen. Forskellen skulle findes i selvopfattelsen i de to EU-institutioner - Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen.
På den ene side var der et Europa-Parlament, som var utilfreds med, at Ritt Bjerregaard ikke var mere imødekommende over for parlamentarikerne og deres ideer og ønsker.
Og på den anden side en kommende dansk EU-kommissær, som havde været endog meget påpasselig med ikke at love mere, end hun efterfølgende ville kunne holde.
’Ikke et rigtigt parlament’
Helt galt gik det, da Ritt Bjerregaard ved et afskedsarrangement på Christiansborg med danske journalister skulle forklare, hvorfor hendes høring i parlamentet ikke var gået så godt. Det forklarede Ritt Bjerregaard med, at man skulle forstå, at Europa-Parlamentet ”ikke var et rigtigt parlament.”
Da den udtalelse blev oversat og dukkede op i Bruxelles, fik det europaparlamentarikerne helt op i det røde felt, og der opstod en betydelig omgang europæisk politisk drama, hvor der til det sidste var tvivl om, hvorvidt europaparlamentarikerne faktisk var villige til at godkende Europa-Kommissionen, som er deres opgave.
Seancen kulminerede, da en fremtrædende fransk parlamentariker, Jean-Louis Bourlanges, inde i parlamentets mødesal direkte spurgte den dengang kommende formand for Europa-Kommissionen, om han ville garantere, at Kommissionen anså, at Europa-Parlamentet var et rigtigt parlament.
Og franskmanden citerede endda Ritt Bjerregaards udtalelse – på dansk.
Her kan du se et klip fra DR's dækning af Ritt Bjerregaards kommissærhøring.
Rivegilde på vej
I sidste ende endte det med, at Europa-Kommissionen blev godkendt, og Ritt Bjerregaard kunne pakke flyttebilen og rykke til den belgiske hovedstad.
Og der kom til at gå yderligere ti år, inden medlemmerne af Europa-Parlamentet i 2004 for første gang valgte at underkende et medlem af en kommende EU-Kommission.
Men oplevelsen, som Ritt Bjerregaard gennemlevede for 25 år siden, er grundlæggende den samme, som Margrethe Vestager (R) og de kommende EU-kommissærer vil blive udsat for i de næste uger, når høringerne af de nye kommissærer begynder mandag.
Ved tre timer lange høringer skal de svare på spørgsmål fra europaparlamentarikerne, som afgør, om de bliver EU-kommissærer eller ej.
Og hvis man skal bedømme udviklingen fra Ritt Bjerregaards høring 1995 og frem til i dag, er den kun gået én vej.
Det Europa-Parlamentet, som tilbage i 1995 ikke var et rigtigt parlament, er i mellemtiden blevet medlovgiver på langt den største del af al europæisk lovgivning.
Parlamentet har siden afvist hele fire kommissærkandidater og yderligere gennemtvunget, at andre skulle skifte portefølje.
Og skal man dømme efter det nye Europa-Parlament, der blev valgt i maj, kan kommissærhøringerne, som indledes mandag, blive det største europæiske rivegilde nogensinde.
Barsk start
EU´s kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har brugt hele sommeren på at få sammensat det hold af EU-kommissærer, som skal lede og drive EU-samarbejdet frem til efteråret 2024.
Ursula von der Leyen har forhandlet med hver eneste stats- og regeringschef i de 26 forskellige EU-lande om, hvilken person landet skulle udnævne som deres EU-kommissær.
Og efterfølgende har von der Leyen fordelt arbejdsopgaverne mellem kommissærerne. Et land – Storbritannien – har afstået fra at udpege en kommissær, da det er på vej ud af fællesskabet.
Det betyder, at der er 26 kommissærer, som hver især fra mandag aften og frem til den 8. oktober skal igennem en tre timer lang godkendelseshøring i Europa-Parlamentet.
Allerede inden Ursula von der Leyen havde sat hele sit hold af kommissærer, var det en nærmest udtalt sandhed i Bruxelles, at mindst én af de 26 kommissærer ville ende med at få at vide, at vedkommende ikke var egnet til jobbet.
For siden 2004, hvor Europa-Parlamentet afviste den første kandidat – italieneren Rocco Buttiglione – har Europa-Parlamentet ved hver eneste høringsrunde afvist mindst én politiker.
Men hvad ingen for alvor havde forudset, var, at Ursula von der Leyen mandag – inden høringerne begynder – vil stå i den situation, at Europa-Parlamentet reelt allerede har underkendt to af kandidaterne.
Men det var ikke desto mindre den besked, Ursula von der Leyen til egen, men også til andres, overraskelse fik i torsdags.
Det vender vi tilbage til.
Ny proces har skabt usikkerhed
Siden de første høringer 1995 har kommissærhøringerne i Europa-Parlamentet udviklet sig dramatisk. Høringerne er inspireret af det system, der findes i den amerikanske kongres. Men de første høringer i Europa-Parlamentet var mildt sagt en rodebutik.
En kommissærkandidat mødte op i et udvalg i Europa-Parlamentet – for Ritt Bjerregaards vedkommende miljøudvalget. Og så kunne medlemmerne stille spørgsmål til kommissæren.
Spørgsmålene kunne handle om alt – fra kommissærkandidatens privatøkonomi til de emner, som den kommende kommissær skulle beskæftige sig med, og til institutionelle spørgsmål, der lå langt uden for kommissærens eget kompetenceområde.
Og udspørgningen af kommissærkandidaterne var meget dårligt koordineret, så flere parlamentarikere fra forskellige politiske grupper stillede næsten enslydende spørgsmål.
Men gradvist har Europa-Parlamentet gjort høringerne mere professionelle.
Og nu hvor Europa-Parlamentet for sjette gang skal afhøre et nyt hold EU-kommissærer, er der igen blevet strammet på procedurerne.
Burde have været en formsag
En ændring er, at man denne gang har bedt Europa-Parlamentets retsudvalg om allerede inden høringerne at granske EU-kommissærernes personlige og økonomiske forhold.
Et emne, som burde være en formsag, da man belært af tidligere erfaringer skulle tro, at Ursula von der Leyen og hendes hold af kommissærer havde lavet et baggrundstjek på de personer, der er blevet udnævnt til EU-Kommissionen.
Men ikke desto mindre fik Ursula von der Leyen torsdag den besked, at retsudvalget har underkendt to kommissionskandidater.
Den rumænske Rovana Plumb, som skulle være EU´s transportkommissær. Og den ungarske Laszlo Trocsanyi, som skulle have haft ansvaret for EU´s udvidelse.
Den rumænske kommissær kritiseres for, at hun har optaget et millionlån fra en privatperson. Der tales om et lån på seks millioner kroner eller højere, og parlamentet frygter, at en person, der har så mange penge til gode hos en EU-kommissær, kunne ønske sig noget tilbage for pengene.
Når det gælder den ungarske kommissær, frygter Europa-Parlamentet, at han gennem sit advokatfirma i Ungarn har for tætte bånd til Rusland, hvilket kan være problematisk, når hans arbejdsområde er netop EU´s forhold til nabolandene.
Advarselslamperne bør tænde
Hvis man ser nærmere på begivenhederne i Europa-Parlamentet i torsdags, må det tænde et antal advarselslamper hos Ursula von der Leyen.
For det første var det tydeligt, at der ikke er nogen synderlig koordination mellem de nyvalgte medlemmer af Europa-Parlamentet, de politiske grupper, de forskellige udvalg og parlamentets ledelse.
Afvisningen af to kommissærkandidater kom bag på alle. Også på parlamentets formand, David Sassoli, og ledelsen i parlamentet.
Men endnu mere bekymrende – set med von der Leyens øjne – var måden, det hele skete på.
Det var tydeligt for de fleste medlemmer af Europa-Parlamentet, at der var problemer med den rumænske kommissærkandidat, så et massivt flertal i retsudvalget stemte for at afvise hendes kandidatur som EU-kommissær.
Men da udvalget så efterfølgende skulle stemme om deres indstilling om den ungarske kommissær, gik der politik i sagen.
Dels er det tydeligt, at sagen mod den ungarske EU-kommissærkandidat er langt mindre klar, end det er tilfældet med den rumænske kandidat. Sagen mod den ungarske kandidat handler blandt andet om et advokatfirma, som han ikke længere har nogen andel i – og ikke har haft længe.
Men den rumænske kandidat er socialdemokrat, og derfor gik venstrefløjens medlemmer i retsudvalget så – efter sigende – sammen og sørgede for, at der også var en borgerlig kandidat, der blev underkendt.
Her er kommissærkandidaternes politiske familier:
Blodbad eller ej?
Efter valget til Europa-Parlamentet i maj er parlamentet blevet en mere broget forsamling end nogensinde før.
I de 40 år, der har været direkte valg til Europa-Parlamentet, har to store politiske grupper – den kristdemokratiske og konservative samt den socialdemokratiske – tilsammen haft så mange pladser i parlamentet, at de havde et flertal. Så når der var krise, kunne de to politiske familier gå sammen og finde løsninger.
Men de to tabte deres flertal ved det seneste valg. Nu skal de samarbejde med flere andre politiske familier for at skabe et flertal. Det kan typisk ske ved også at få den liberale gruppe med på en aftale.
Det nye politiske landskab gør de kommende høringer endnu mere uforudsigelige. Og det gør ikke situationen enklere, at flere end 400 af de 751 medlemmer af Europa-Parlamentet er nyvalgte.
De har helt enkelt aldrig tidligere været med til en kommissær-høring.
Med to kommissærkandidater som allerede står med den ene fod på vej ud af Berlaymontbygningen (Europa-Kommissionens hovedsæde) i Bruxelles – inden de overhovedet har fået tildelt et kontor – er det store spørgsmål i Bruxelles nu, om andre kommer til at gøre dem følgeskab.
Proces kan blive forsinket
Hvis der, som nogle frygter, går mere politik i sagen, kan der sagtens opstå en politisk dynamik, som betyder, at der også skal afvises kommissærkandidater med tilknytning til andre politiske grupper.
Det kan bringe liberale kommissærkandidater som belgieren Didier Reynders og franskmanden Sylvie Goulard i fare.
Og på samme måde kan den konservative polske Janusz Wojciechowski også være en kommissærkandidat, som lever livet farligt.
Ingen kan i dag med sikkerhed sige, hvordan de kommende uger ender. Det kan ende med et blodbad så voldsomt, at det reelt er umuligt for Ursula von der Leyens EU-Kommission at indlede arbejdet den 1. november, sådan som det egentlig er planlagt.
Det er sket før, at Europa-Parlamentets granskning af en ny EU-kommission har forsinket, hvordan den nye Kommission kunne indlede sit arbejde. Og det kan ske igen.
For hver gang en kommissærkandidat erstattes af en anden person, skal vedkommende have tid til at forberede sig på en høring i Europa-Parlamentet og til at sætte sig ind i det stofområde, som vedkommende skal have ansvaret for som EU-kommissær.
Forskellige tilgange i parlamentet
Ser man tilbage på historien, er det nemlig ikke kun rod i de økonomiske forhold, som kan bringe en kommissærkandidat til fald. Både lettiske Ingrida Udre og bulgarske Rumiana Jeleva var kommissærkandidater, som røg på grund af personlige forhold.
Men tager man den politiker, der gik over i historien som den første, der røg, var der i den grad tale om en politisk beslutning.
I 2004 havde Italien udnævnt Rocco Buttiglione som EU-kommissær. Han skulle være kommissær med ansvar for retlige og indre anliggender. Udover emner som asyl og migration har den kommissær også ansvaret for borgerrettigheder. Og her opdagede Europa-Parlamentet, at Buttiglione som stærkt troende katolik ikke ønskede, at homoseksuelle skulle have samme rettigheder som øvrige EU-borgere.
Her kan du se et klip fra Rocco Buttigliones omstridte høring:
Den holdning var uacceptabel for et flertal i Europa-Parlamentet. De underkendte Buttiglione, og dermed blev Italien i 2004 det første EU-land, som måtte trække en kommissærkandidat og udnævne en anden.
Et andet land som har prøvet det samme, er Slovenien. Her underkendte Europa-Parlamentet landets tidligere premierminister Alenka Bratusek som EU-kommissær. Det hjalp ikke, at hun var tidligere premierminister. Parlamentet mente ikke, at hun var tilstrækkelig dygtig til at håndtere det område, hun skulle være kommissær for.
Parlamentet har altså mange forskellige håndtag, de kan trække i, hvis et flertal ønsker at vælte en kommissærkandidat. Økonomiske og personlige forhold er et håndtag, som fører til en faldlem, der kan afslutte kommissærkarrieren, inden den er begyndt. Men der er andre politiske håndtag.
Og spørgsmålet er, hvor mange kommissærkandidater, som i løbet af de kommende ti dage vil ende med beskeden om, at deres karriere i Bruxelles sluttede, inden den gik i gang.
Ingen kan forudsige det. For Europa-Parlamentet er denne gang endnu mere uforudsigeligt, end det nogensinde har været tidligere.