Dagen i dag er blevet udnævnt som en skæbnedag for Grækenland, hvor hele tre møder om landets fremtid var på programmet.
Men nu har EU's præsident, Donald Tusk, aflyst det sidste møde, skriver han på Twitter.
https://twitter.com/eucopresident/status/620138459236311040
Det drejer sig om en ekstraordinært topmøde mellem alle 28 stats- og regeringschefer i EU, der skulle have fundet sted klokken 18. På topmødet skulle de have diskuteret næste skridt i håndteringen af den græske krise.
Det fremgår ikke, hvorfor mødet er aflyst.
To andre møder i dag
Men ved midnatstid måtte eurolandenes finansministre gå fra et krisemøde om Grækenlands økonomiske fremtid med uforrettet sag, fordi de efter ni timers diskussioner ikke kunne blive enige om enten at sige ja eller nej til at indlede forhandlinger om et nyt støtteprogram for Grækenland.
Mødet fortsætter derfor i dag klokken 11.
Dagens andet møde forløber som planmæssigt, fremgår det af Donald Tusks tweet. Det drejer sig om et møde for de 19 stats- og regeringsledere i eurozonen.
- Eurotopmødet begynder klokken 16 og varer, indtil vi afslutter forhandlingerne om Grækenland, skriver Tusk på Twitter.
Dansk nævnsmøde også aflyst
Nu hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alligevel ikke skal til topmøde i Bruxelles, er det møde, der skulle være afholdt i Udenrigspolitisk Nævn i dag klokken 12, også aflyst.
Det oplyser nævnets formand, Søren Espersen (DF), til Ritzau.
- Hvis der overhovedet kommer et møde, bliver det først midt i næste uge, siger han.