Politikerne i EU-Parlamentet har antændt en potentiel bombe i EU-systemet i frustration over EU-landet Ungarn.
Et flertal har stemt for en resolution, der kan være skridtet mod igangsættelse af den såkaldte artikel 7-procedure, der kan føre til fratagelse af stemmeretten i EU.
Det er en koalition af de socialistiske, grønne og liberale partier, der har krævet en afstemning om resolutionen, fordi de ikke mener, at Ungarn lever op til forpligtelserne over for EU.
Ungarns højrenationale premierminister, Viktor Orbán, er efter vedtagelsen af en ny uddannelseslov blevet kritiseret af parlamentet. Den vil betyde lukning af Central European University i Budapest.
Også EU-Kommissionen har kritiseret loven, som de mener er uforenelig med de grundlæggende frihedsrettigheder for det indre marked i EU. Kommissionen har lagt sag an mod Ungarn.
Medlemmer af den store konservative gruppe i parlamentet (EPP) stemte imod, men resolutionen blev vedtaget med 393 stemmer for, 221 imod og 64 hverken for eller imod.
Nu skal EU-Parlamentets udvalg om Borgernes rettigheder og retlige og indre anliggender (LIBE) udfærdige en resolution, hvor parlamentet formelt beder om, at artikel 7 aktiveres.
/ritzau/