EU lukker sine ydre grænser for at bremse corona

Indrejseforbuddet gælder ikke for EU-borgere.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltog i topmødet via et videolink fra København. (Foto: © Reinhard Krause, Scanpix)

EU lukker nu sine ydre grænser i et forsøg på at komme coronasmitten til livs.

Det står klart, efter at stats- og regeringscheferne for de 27 medlemslande i dag har afholdt endnu et videotopmøde om den omfattende coronakrise.

Forhåbningen er, at det midlertidige indrejseforbud kan bremse virusset, der er blevet konstateret i alle medlemslandene.

- Vi står over for en helt ekstraordinær og alvorlig krise, både når det kommer til størrelse og natur. Budskabet er her, at vi står sammen om at bremse virusset, siger rådsformand Charles Michel, der ledte mødet i dag.

Indrejseforbuddet kommer til at vare i 30 dage, og det gælder for ikke-nødvendige rejser til EU for ikke-EU-borgere. EU-borgere vil ikke være omfattet af forbuddet. Derfor kan man som dansk statsborger godt rejse ind i EU, hvis man befinder sig i et land uden for unionen.

Norge, Schweiz, Island, Liechtenstein og Storbritannien er ikke omfattet af rejserestriktionerne.

Landenes ansvar

Det var Europa-Kommissionen, der i går forslog at lukke de ydre grænser. Det er nu op til de enkelte medlemslande at implementere forbuddet, lyder det fra kommissionsformand Ursula von der Leyen, der også deltog i dagens møde.

- De sagde, at de ville gøre det med det samme. Det er godt, siger hun.

- Det er virusset, der er fjenden, og vi skal nu gøre vores yderste for at bekytte befolkningen og beskytte vores økonomier.

15 Schengenlande, heriblandt Danmark, har dog stik imod Europa-Kommissionens ønsker og anbefalinger indført nationale grænselukninger. Dem bliver der ikke rørt ved. Men stats- og regeringscheferne er blevet enig om, at der skal være såkaldte "hurtige baner" eller "grønne korridorer", så ikke mindst varer fortsat frit kan krydse landegrænserne.

I går lød det fra den svenske regering, at der var medicinsk udstyr, som den havde købt og betalt, der ikke kunne nå frem til Sverige.

- Hvis det indre marked skal fungere, er det altafgørende, at varer fortsat kan krydse grænserne, lyder det fra kommissionsformanden, som tilføjer, at EU-borgere, der arbejder i et andet land og derfor dagligt har brug for at pendle over grænsen, fortsat kan gøre det.

Der er blevet skruet ned for journalisternes adgang til pressemøderne - her med kommissionsformand Ursula von der Leyen og rådsformand Charles Michel. (Foto: © Stephanie Lecocq, Scanpix)

Fælles indkøb

Derudover er 24 ud af de 27 medlemslande blevet enige om i fællesskab at indkøbe medicinsk udstyr som handsker, masker og respiratorer i fællesskab.

Ursula von der Leyen har flere gange opfordret EU-landene om at stå mere sammen, når det kommer til at købe og dele udstyr med hinanden.

Hvorfor er det så vigtigt for Europas lande at holde antallet af smittede på samme tid nede? Få forklaringen her:

- Vi arbejder også sammen med virksomhederne rundt om i Europa om at øge produktionen af både medicinsk udstyr og respiratorer, som der er brug for, siger kommissionsformanden.

Derudover er der ifølge Ursula von der Leyen brug for, at de nationale regeringer gør alt, hvad de kan, for at støtte økonomierne i Europa. Og der er samtidig brug for, at EU støtter forskning i en vaccine mod corona.

I går kom det frem, at Europa-Kommission har bevilliget 80 millioner euro - knap 600 millioner kroner - til den tyske medicinalvirksomhed CureVac. Den er i gang med at udvikle en vaccine mod coronavirusset, og søndag skrev den tyske avis Welt am Sonntag, at den amerikanske regering havde tilbudt "et stort beløb" for at sikre sig rettighederne til vaccinen.

Ifølge avisens kilder ville den amerikanske præsident, Donald Trump, dog kun gøre vaccinen tilgængelig for amerikanere. Men det vil Europa-Kommissionen forhindre.

- De forudser, at de måske i efteråret kan have udviklet en vaccine til at bekæmpe coronavirusset. Det er en europæisk virksomhed, og vi ønsker at beholde den i Europa. Og den ønsker selv at blive i Europa, siger kommissionsformanden.

I dag var anden gang, at stats- og regeringscheferne holdt videomøder. Men det vil de nu blive med hver uge under krisen.