De russiske tropper har omringet den lokale parlamentsbygning i byen Simferopol på den ukrainske halvø Krim. Lufthavnene på Krim er midlertidigt lukkede. Og russerne prøver også at få kontrol over en militærbase med antiluftskyts på Krim.
Imens holder EU-støtterne på Krim lav profil.
De seneste timers udvikling på Krim får nu flere lande til at advare mod situationen i Ukraine og bede russerne om en forklaring.
- Situationen på Krim er blevet betragteligt mere akut. Uanset hvem, der kommer mere olie på flammerne nu med ord eller handlinger, går de bevidst efter at få situationen til at eskalere siger den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier.
Han understreger, at han vil holde Rusland oppe på at forklare, hvorfor soldaterne er til stede på Krim.
England og Frankrig er også bekymrede
Også i Storbritannien udtrykker udenrigsminister William Hague bekymring ved situationen. Han har lørdag talt med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov og bedt ham om at nedtrappe situationen.
- Jeg har talt med udenrigsminister Lavrov og opfordret til en nedtrapning på Krim i respekt for Ukraines suverænitet og uafhængighed, skriver han på Twitter.
Også i Frankrig er man bekymret over udviklingen.
- Frankrig er meget bekymret over rapporterne fra Krim, som beskriver signifikant bevægelse i tropperne, siger den franske udenrigsminister Laurent Fabius.
Obama advarede allerede i går
Allerede fredag aften udtrykte den amerikanske præsident Barack Obama bekymring over Ruslands soldaters tilstedeværelse på Krim.
Lørdag formiddag sagde den ukrainske forsvarsminister, at Rusland har sendt 6000 soldater til Ukraine, og at det ukrainske militær er i højeste beredskab på Krim-halvøen.
- Vi er dybt bekymrede over den militære bevægelse, vi har set fra de russiske tropper ind på ukrainsk territorium, sagde Obama og fortsatte:
- Rusland har dybe bånd til Ukraine, men en sådan krænkelse af deres suverænitet vil være meget destabiliserende og er ikke i hverken Ukraines, Ruslands eller Europas interesse, sagde præsidenten fra sit podium i Det Hvide Hus.
Efter sigende var det flere tusinde russiske soldater, der gik i land på Krim fredag.
En embedsmand i Washington oplyser til Reuters, at Obama og europæiske ledere vil overveje at udeblive fra G8-topmødet i Sotji i Rusland i starten af juni, hvis det russiske militær intervenerer i Ukraine.