Presset på EU vokser, efter at et skib med op mod 700 bådflygtninge kæntrede i Middelhavet natten til søndag.
Kun 28 personer er indtil videre blevet fundet i live, meddeler FN's Flygtningehøjkommissariat, og nattens ulykke er kun én ud af en lang række tragedier, der har fundet sted i Middelhavet.
Hvis ikke redningsholdet finder flere overlevende end de 28, så vil antallet af druknede bådflygtninge i Middelhavet i år være fordoblet med bare ét slag.
Og det slag kommer også til at ramme Europa, vurderer DR's EU-korrespondent Niels Kvale:
- Det her kommer til at øge presset på de europæiske politikere for at gøre noget mere, end det man gør i øjeblikket, siger han.
Kritik er absolut forstærket
Efter at EU i januar begyndte at bevogte Europas maritime grænser, er der ændret strategi i forbindelse med bådflygtninge, så man nu i mindre grad laver udvidede eftersøgnings- og redningsoperationer.
Årsagen er, at EU mente, at redningsaktionerne tiltrak bådflygtninge. Bådflygtninge, der kalkulerede med at blive reddet.
Men det hænger ikke sammen, at EU skruer ned, mens antallet af flygtninge stiger, lyder det fra både Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, Røde Kors og ikke mindst Italien.
Den seneste kæntring kommer derfor kun til at gnide salt i det bådflygtninge-sår, som EU allerede har, vurderer EU's Europakorrespondent.
- Sidste år var der en meget stor redningsaktion styret af italienerne i det sydlige middelhav, som EU ikke ville overtage. Det har der været meget kritik af, og den kritik bliver så absolut forstærket med den ulykke, vi har set i nat, siger Niels Kvale.
Hollande vil have mere overvågning
Nyheden om kæntringen fik søndag eftermiddag Frankrigs præsident, Francois Hollande, til at melde sig på banen.
Han opfordrer til, at EU's indenrigs- og udenrigsministre snarest diskuterer de seneste tragedier på Middelhavet, skriver Ritzau. Blandt andet vil Hollande have mere overvågning - både fra skibe og fly.
- Det kan være den værste katastrofe de seneste år, siger han om forliset, hvor 700 frygtes omkommet.
Sol og anarki i Libyen
Det er rekord mange flygtninge, der lige nu krydser Middelhavet. Alene i denne uge formodes flere end 11.000 bådflygtninge at have taget turen fra Afrika til Europa, og det er der tre grunde til, siger Niels Kvale.
Den første er vejret, som er rigtig godt lige nu.
- Den anden forklaring er, at der nærmest hersker et anarki i Libyen, hvor bådene sejler ud fra. Her er der frit slag for både menneskesmuglere og militser, der tjener masser af penge på det, siger han.
Tredje årsag skyldes det rekordhøje flygtningetal:
- Lige nu er der flere flygtninge i verden end på noget andet tidspunkt siden 2. verdenskrig, og der er rigtig mange, der gerne vil løbe risikoen i håb om, at de kan forbedre deres livsvilkår. De går simpelthen ud på de her både, selvom de ved, at de risikerer at dø undervejs, siger Niels Kvale.
Nattens kæntring skete 210 km ud for Lampedusas kyst. Maltas premierminister og har udtalt, at han frygter, at denne kæntring bliver den største tragedie i Middelhavet nogesinde.