Det var en fattet, men særdeles alvorstung Ursula von der Leyen, der midt om natten den 25. februar sidste år tog ordet i pressesalen i Bruxelles.
Blot et døgn forinden havde den russiske præsident, Vladimir Putin, indledt sin brutale invasion af Ukraine. Og i al hast var EU-landenes stats- og regeringschefer rejst til den belgiske hovedstad for at finde ud af, hvad deres fælles modtræk skulle være.
Fra talerpulten kunne formanden for Europa-Kommissionen berette, at lederne under det hektiske krisemøde havde nikket ja til en række "massive og målrettede sanktioner" mod styret i Kreml.
Heriblandt at ramme den russiske elite og afskære flere af de statsejede forsvars- og militærvirksomheder samt størstedelen af det russiske bankmarked fra de vigtigste kapitalmarkeder.
Det skulle gøre det dyrere for russerne at låne penge, få inflationen til at stige og udhule grundlaget under deres industrier, forklarede Ursula von der Leyen.
Derudover var de blevet enige om, at de ikke længere ville sælge russerne al den højspecialiserede teknologi, som de ellers havde været vant til at kunne købe fra Europa.
- Sanktionerne vil få maksimal indvirkning på den russiske økonomi og politiske elite, lød det uden den mindste snert af tvivl fra kommissionsformanden.
Mest omfattende sanktioner i EU's historie
De sanktioner kom ikke til at stå alene.
Danmark og de andre EU-lande har i alt vedtaget ni sanktionspakker som reaktion på krigen. Og lige nu forhandler medlemslandene om en tiende pakke, der gerne skal falde på plads inden étårsdagen for invasionen, som er i morgen.
Lægger man dem sammen, er der tale om de mest omfattende sanktioner i EU’s historie. Og medlemslandene har trods interne uenigheder vedtaget ting, som var utænkelige før krigen.
Sanktionerne har blandt andet ramt finans-, transport-, energi- og forsvarssektorerne med en lang række omfattende eksport- og importforbud.
Til gengæld har man forsøgt at skærme den almindelige russer mest muligt, og derfor har man eksempelvis undladt at gå efter fødevarer, gødning og medicin.
Men har sanktionerne så virket? Det er svært at svare på, fortæller Kim B. Olesen, der er udenrigspolitisk analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med særligt fokus på brugen af sanktioner.
For landene havde nemlig ikke et helt klart og udspecificeret mål, da de gik i gang.
- Til at begynde med sagde EU's medlemslande, at de gik efter at ramme det russiske militær. Det skulle ske ved at underminere russernes muligheder for at finansiere deres krigsmaskine og forhindre, at de kunne få fingre i alle de komponenter, de skal bruge til deres militær, siger Kim B. Olsen.
- Efterfølgende har man bredt det mere ud, så det nu også handler om at svække den russiske økonomi som helhed.
Ramt den russiske bundlinje
Ser man på målet om at ramme det russiske militær, så vurderer Kim B. Olsen, at EU-landene kommer ganske sejrrigt ud af sanktionerne.
På den teknologiske front er russerne nemlig dybt afhængige af europæerne, og ifølge Europa-Kommissionen plejede 45 procent af al deres teknik at komme fra Europa.
Men det er de nu blevet afskåret fra, og de kan ikke bare erstatte det med alternativer fra eksempelvis Asien og Mellemøsten.
- Det har sat dem under et enormt pres, og det har gjort det svært for dem at vedligeholde og videreudvikle deres militær, forklarer Kim B. Olsen.
Ser man på den russiske økonomi, er det også noget, der kan ses på bundlinjen.
I januar i år var Ruslands offentlige underskud ifølge Europa-Kommissionen 14 gange højere, end det var i januar sidste år. Og hvor de havde et stort handelsoverskud sidste år, var det her ved årets begyndelse historisk lavt.
Inden krigen brød ud, var Rusland EU’s femtestørste handelspartner, og alene Danmark eksporterede i 2021 varer og tjenester til russene for 15,1 milliarder kroner, viser tal fra Danmarks Statistik.
Men ifølge Dansk Industri har krigen i Ukraine indtil videre betydet, at den danske eksport til russerne er faldet med cirka 70 procent det seneste år. Og en lang række danske virksomheder, heriblandt Arla, Grundfos og Jysk, har forladt landet.
- Det mest overraskende er, at alle medlemslandene er blevet enige om at gå så radikalt til værks, siger Peter Dige Thagesen, der er underdirektør hos Dansk Industri.
- Vi er i realiteten i fuld gang med nærmest at kappe alle de økonomiske bånd til russerne. Og hovedparten af de virksomheder, jeg taler med, kan slet ikke se for sig, hvornår de skal vende tilbage til Rusland igen, siger han.
Russernes modtræk
Der bliver dog fortsat handlet noget mellem EU og Rusland.
Medlemslandenes rettesnor har nemlig været at ramme russerne hårdest muligt, uden at det samtidig får en boomerrangeffekt på den europæiske økonomi. Derfor har landene også skullet tage en masse nationale særhensyn og tilpasse sanktionerne for ikke at straffe sig selv for hårdt.
Franskmændene og ungarerne har eksempelvis afvist at sanktionere den nukleare sektor, da de bruger uran fra Rusland. Og belgierne har kæmpet for at undtage diamanter fra sanktionslisten, da de har et af verdens største centre for diamanthandel.
Den russiske økonomi er da heller ikke kollapset, og Den Internationale Valutafond forudser ligefrem en mindre økonomisk vækst i år. Russerne har nemlig ikke siddet på hænderne og fulgt passivt med i, at europæerne har strammet sanktionsskruen, understreger Kim B. Olsen.
De har blandt arbejdet målrettet på at styrke handelsbåndene med blandt andet Kina og Indien, som ikke har indført sanktioner mod dem, og de forsøger samtidig at afbøde konsekvenserne af sanktionerne ved at handle igennem tredjelande.
Derudover tjente russerne sidste år svimlende summer på de ekstraordinært høje gas- og oliepriser, som prægede det globale energimarked.
- Det er blevet et geoøkonomisk kapløb mellem os og dem. Vi laver et træk, og så kommer de med et modtræk. Den globale økonomi er stor, og pengene flyder derhen, hvor de kan. Derudover er de tæt allieret med iranerne, der har årtiers erfaring med at håndtere sanktioner fra EU’s side, siger Kim B. Olsen og tilføjer, at man "skal være påpasselig med at fremstille sanktionerne som et supervåben, der kan det hele."
- De er noget sværere at anvende, end mange politikere nok havde troet sidste år. De kommer kun til at virke, hvis de bliver implementeret fuldt og helt på tværs af EU, og hvis man samtidig får andre lande uden for unionen til at lægge et pres på Rusland, siger han.
Som en gift
Derudover har mange EU-lande ifølge Kim B. Olsen også undervurderet de modsanktioner, som russerne er kommet med – eksempelvis at lukke for gassen til Europa. Det fik energipriserne til at brage opad, hvilket efterfølgende smittede alvorligt af på inflationen, der ligeledes steg rundt om på kontinentet. I Danmark har man oplevet den højeste inflation i 40 år.
Når det er sagt, er EU-landene efter Kim B. Olsens vurdering i første omgang kommet "ret godt ud af" sanktionerne.
I sidste uge lød det fra Europa-Kommissionen, at medlemslandene højst sandsynligt har formået at undvige den recession, som ellers lå og truede i horisonten. Samtidig ser det ud til, at den tårnhøje inflation vil falde lidt i de kommende år.
- Der er både virksomheder og mennesker i Europa, der har tabt på det her. Men når man ser overordnet på balancen, så har russerne det sværere end os lige nu, siger Kim B. Olsen og pointerer, at det er for tidligt at vurdere den samlede effekt af sanktionerne.
- Man overvurderer altid sanktionernes effekt på kort sigt og undervurderer deres effekt på lang sigt.
Det er EU’s udenrigschef, Josep Borell, enig i. Men han er dog helt overbevist om, at det er russerne, som på lang sigt kommer til at betale den højeste pris. Ikke mindst fordi EU-landene har besluttet sig for at løsrive sig fra den russiske gas, som de førhen var så afhængige af.
- Sanktionerne fungerer, men de fungerer langsomt. Det er lidt som en dræbende gift, vi har sprøjtet ind. Det tager tid, før vi kan se følgerne, men de kommer. Og de kommer på en måde, som ikke kan stoppes.