Det er ikke kun i EU-hovedkvarteret i Bruxelles, at Polens regering er en stor bekymring.
Lørdag er adskillige tusinde mennesker gået på gaden i Warszawa i protest mod det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS).
Demonstranterne mener, at retsstatens principper er på spil efter en stribe omstridte reformer i landet.
Det er det liberale parti Borgerplatform (PO), som har kaldt til protest, efter at en frisk meningsmåling har vist større tilslutning til PO end til PiS.
Lov og Retfærdighed har siden valgsejren i 2015 gennemført store forandringer i Polen. Reformer har været i strid med EU's principper, og det har ført til kritik og trusler om sanktioner fra EU.
Netop spørgsmålet om EU var centralt for mange af de demonstranter, som indtog Warszawas solbeskinnede gader - både med rød-hvide polske flag og med blå EU-flag.
- Jeg frygter, at EU bryder sammen. Vi har allerede oplevet brexit. Der er en reel fare for, at Polen bliver smidt ud af EU, hvis demokratiets og retsstatens principper ikke respekteres, siger Anna Szadkowska, som har svøbt et EU-flag om kroppen.
Hun mener, at det kan føre til en ny krig i Europa.
Borgerplatforms leder,
, skældte ud på regeringen og PiS-formand Jaroslaw Kaczynski.
- Formand Kaczynski siger, at Polen er et frit land, og intet truer friheden. Det er ikke sandt, og vi ved det. Vi ønsker et demokratisk, proeuropæisk og stolt Polen, som søger venner i EU - ikke fjender, siger Schetyna.
Lederen af regeringspartiet afviser beskyldningerne i forbindelse med et besøg på et skibsværft i Szczecin.
/ritzau/AFP