EU giver briterne to uger til at komme med indrømmelser

Storbritannien bør hurtigst muligt tage stilling til en række kernepunkter i forhold til brexit, siger EU.

Michel Barnier (th), der er EU's brexit-chefforhandlinger, lægger nu pres på sin kollega, David Davis (tv). (Foto: © Emmanuel Dunand, Scanpix)

Brexit-forhandlingerne går for langsomt.

Det mener EU’s chefforhandler, Michel Barnier, som nu skruer bissen på over for den britiske regering.

Hvis ikke briterne sørger for, at der kommer afklaring om en række centrale forhandlingspunkter i løbet af de kommende to uger, bliver det svært at sikre fremdrift i forhandlingerne.

Og konsekvensen kan blive, at briterne ikke kan få lov til at indlede forhandlinger til december om en ny handelsaftale med de resterende EU-lande.

Det sagde Michel Barnier tidligere i dag på et pressemøde sammen med David Davis, der er briternes chefforhandler under brexit-forhandlingerne.

Her blev han spurgt af en journalist, om "EU har brug for indrømmelser fra briternes side i løbet af to uger" for at sikre, at der er tid til at lave en aftale, når Det Europæiske Råd mødes til december.

- Mit svar er ja, svarede Michel Barnier ifølge The Guardian.

Hvad vil I betale for?

Den britiske premierminister, Theresa May, har lagt op til, at briterne får en toårig overgangsperiode, efter at Storbritannien forlader EU-samarbejdet i foråret 2019.

Her er briterne villige til at betale knap 170 milliarder kroner for at sikre, at det nuværende EU-budget fortsat hænger sammen, efter at briterne har forladt samarbejdet.

Men ifølge Michel Barnier mangler den britiske regering at præcisere, hvad den helt konkret vil betale for sit farvel til EU, skriver den britiske avis The Telegraph.

Derudover mangler den britiske regering at fortælle, hvad der skal ske i forhold til borgerrettigheder samt grænsen mellem Irland og Nordirland. Nordirland er en del af Storbritannien og forlader derfor også EU, mens Irland forbliver medlem af unionen.

Det har den nu fået to uger til, fastslog Michel Barnier under pressemødet, da han blev spurgt ind til det af en journalist.

- Det er blot et spørgsmål om at gøre regnskabet op som ved enhver anden skilsmisse, sagde EU's chefforhandler ifølge BBC under pressemødet.

Dato for skilsmisse

Meldingen kom efter den sjette forhandlingsrunde mellem EU og Storbritannien.

Den britiske chefforhandler fastholdt, at der er sket fremskridt under forhandlingerne, og at der nu blot er ”nogle få, men dog vigtige emner” tilbage på forhandlingsbordet.

Tidligere på dagen meddelte den britiske premierminister, at Storbritannien formelt set vil forlade EU den 29. marts 2019 klokken 23.00.

Det sker inden en brexit-afstemning i det britiske Underhus i næste uge. Over for The Telegraph understregede hun, at hun ”ikke vil tolerere” nogle politiske forsøg på at underminere Storbritanniens farvel til EU.

Brexit-afstemningen fandt sted 23. juni sidste år. Her stemte næsten 52 procent af briterne for, at landet skal forlade den fælleseuropæiske union.