EU er langt fra tilfreds med tyrkisk flygtningeindsats

EU forventer, at Tyrkiet hjælper med at bringe antallet af flygtninge og migranter i EU betydeligt ned.

Tyrkiets indsats for at bremse flygtningestrømmen mod Europa giver fine resultater, men EU er endnu ikke tilfredse. (Foto: © YANNIS BEHRAKIS, Scanpix)

EU har set opmuntrende resultater i Tyrkiets indsats for at få reduceret antallet af flygtninge og migranter, der tager til Europa.

Men tilstrømningen er stadig for høj, siger EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans.

EU har givet tre milliarder euro (22,4 milliarder kroner) til Ankara i forventning om, at tyrkerne hjælper med at bremse flygtningestrømmen.

- Vi har alle forpligtet os, og det står klart, at antallet af flygtninge er forblevet forholdsvist højt, så der er stadig en masse arbejde, som skal gøres her, siger EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, og tilføjer:

- Vores samarbejde med de tyrkiske myndigheder er positivt. Vi vil fortsætte drøftelserne om en mere effektiv indsats. Vi har set de første fine resultater, som er opmuntrende, men vi er langt fra tilfreds.

Helt konkret indebærer aftalen, at Tyrkiet skal sørge for, at migranter, som ikke har ret til international beskyttelse, returneres til deres oprindelsesland hurtigst muligt.

Samtidig skal Tyrkiet tage aktive skridt til at forbedre forholdene for de syriske flygtninge i landet, herunder muligheder for job og uddannelse.

/ritzau/AFP