EU enige om fordeling af 120.000 flygtninge

Med protest fra fire lande har et flertal af EU's indenrigsministre stemt for at fordele 120.000 flygtninge imellem sig.

Et stort flertal har ifølge det luxembourgske EU-formandsskab vedtaget at fordele 120.000 flygtninge og migranter imellem medlemslandene. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

EU's indenrigsministre blevet enige om at fordele 120.000 flygtninge imellem sig, skriver BBC.

Fordelingen blev stemt igennem af et stort flertal af medlemslandene.

Det betyder derfor, at de mange flygtninge vil blive allokeret fra Italien, Grækenland og Ungarn til de øvrige EU-lande.

Et stort flertal

Det luxembourgske EU-formandsskab bekræfter på Twitter, at fordelingen er blevet vedtaget, skriver Ritzau.

- Beslutning om fordeling af 120.000 personer er vedtaget i dag med et stort flertal, hedder det.

Da der allerede var en aftale om fordelingen af 40.000 flygtninge, løber det samlede antal dermed op i 160.000 flygtninge og migranter.

Uvist om aftale er frivillig

Fordelingsplanen vil ifølge BBC træde i kraft i løbet af de næste to år og skal ratificeres af EU-ledere på endnu et møde i Bruxelles på onsdag.

Ifølge Børsen er landene blevet enige om at fordele 66.000 flygtninge i år, mens de vil vende tilbage til de resterende 54.000 om et år.

Det står dog stadig ikke klart, om der er tale om en frivillig eller obligatorisk fordeling.

Fire lande stemte imod

Fire medlemslande stemte ifølge BBC imod at fordele de 120.000 flygtninge.

Den tjekkiske indenrigsminister Milan Chovanec skriver - ifølge Reuters - på Twitter, at Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Slovakiet stemte imod planen.

Finland undlod at afgive sin stemme.

Danmark vil tage 1.000

På grund af det danske retsforbehold er Danmark ikke tvunget til at tage del i den foreslåede obligatoriske fordeling af flygtninge.

Trods det meldte regeringen ud i sidste uge, at Danmark var klar til at tage imod 1.000 af de 120.000 flygtninge, hvis EU-landene blev enige om en fordeling.

/DR Nyheder/