De officielle kampagner for eller imod EU begynder i dag i Storbritannien. Der er 10 uger til, at valget finder sted, hvor briterne skal beslutte, om de fortsat vil være medlem af EU. Og der er lagt op til en barsk valgkamp:
- Det bliver en hård kampagne, det er der ikke nogen tvivl om, siger Ole Helmersen, lektor og ekspert i britiske forhold ved CBS.
Især bliver det hårdt internt i Det Konservative Parti, hvor to fløje er lodret uenige omkring EU, vurderer Ole Helmersen:
- Vi får den borgerkrig, der er blandt de konservative, for fuld udblæsning.
Premierminister David Camerons parti, Det Konservative Parti, er nemlig splittet i EU-spørgsmålet. David Cameron er selv for, at Storbritannien skal forblive i EU, mens flere af hans partifæller ønsker, at man skal forlade EU ved folkeafstemningen i juni.
Cameron i modvind før valgkamp
Netop David Camerons person kan vise sig at være et problem for den kampagne, som vil blive i EU. I sidste uge kom det frem, at premierministerens afdøde far er indblandet i skattelyskandalen kendt som #panamapapers, og at David Cameron har tjent 30.000 pund på aktier i et af farens selskaber.
- Det er et problem for ja-siden, at Camerons popularitet og troværdighed er faldet på den her måde, siger Ole Helmersen.
Corbyn kan samle stemmer for at blive i EU
En, der kan styrke David Camerons forhåbninger om et 'ja' til at blive i EU, er Labour-lederen Jeremy Corbyn, som ellers tidligere har været EU-modstander:
- Jeg tror samlet set, det vil være en styrke for 'ja'-siden, hvis Corbyn kommer ud markant og taler for at blive i EU. For han kan tale til en anden type vælgere, Labour-vælgere, fagforeninger osv., siger Ole Helmersen.
Folkeafstemningen finder sted den 23. juni.