EU-landenes forsvars- og udenrigsministre har nu godkendt første skridt til at anvende militær magt mod menneskesmugleres både i Middelhavet.
Det oplyser EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, på det sociale medie Twitter efter et møde i Bruxelles mandag.
- Beslutning netop truffet om at etablere EU's flådeoperation for at forstyrre forretningsmodellen for smuglere og menneskesmuglere i Middelhavet, skriver hun.
https://twitter.com/FedericaMog/status/600327623273742336
Første fase på vej
Ifølge Ritzau kan nogle elementer af EU's planer udføres uden videre.
Det drejer sig primært om første fase af operationen, der går ud på at overvåge, registrere og - under visse omstændigheder - borde både i internationalt farvand.
De mere vidtrækkende elementer, der kan betyde egentlig destruktion af både til smugling af migranter og flygtninge, kræver dog et mandat fra FN's Sikkerhedsråd og i nogle situationer måske også fra Libyen.
Et andet element i EU's nye strategi på asylområdet - et kvotesystem for en mere ligelig fordeling af asylansøgere - møder som ventet modstand fra adskillige EU-lande.
/DR Nyheder/