EU: Angreb mod civile i Syrien er hån mod hele verden

Ifølge EU's udenrigskommissær er angrebene i Aleppo et brud på international humanitær folkeret.

FN's børneorganisation, Unicef, vurderer at knap to millioner mennesker i Aleppo mangler adgang til rent vand. (Foto: © Abdalrhman Ismail, Scanpix)

Angrebene på civile i den syriske by Aleppo er et brud på den internationale humanitære folkeret.

Det siger EU's udenrigskommissær, Federica Mogherini. Hun kalder bombningerne i Aleppo for "en hån mod hele verden."

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den del af Aleppo, der er kontrolleret af oprørere, har været under konstant angreb, siden regimet tidligere på ugen varslede en ny offensiv.

Mindst 180 mennesker er blevet dræbt, siden offensiven blev indledt. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Bombningerne i byen fortsatte natten til søndag.

Brud på Folkeretten Federica Mogherini og nødhjælpskommissær Christos Stylianides siger i en skriftlig udtalelse, at lidelserne blandt civile syrere er et uacceptabelt brud på international humanitær folkeret.

Samtidig fordømmer de både bombningerne, angrebet på en nødhjælpskonvoj i sidste uge og lukningen af vandforsyningen til de indbyggere, der stadig opholder sig i byen.

- Dette kan føre os endnu længere væk fra en forhandlingsløsning på konflikten, som er den eneste måde, man kan ende krigen på, lyder det i udtalelsen fra Mogherini og Stylianides.

De opfordrer i samme forbindelse til, at alle, der har indflydelse på regimet i Syrien og oprørerne, lægger pres på parterne for at stoppe kamphandlingerne.

/ritzau/