Vælgerne i Schweiz afviser ved en folkeafstemning søndag et politisk forslag om borgerløn, viser prognoser foretaget for schweizisk tv.
- 78 procent af de schweiziske vælgere forkaster forslaget, viser prognoserne.
Hvis et flertal af de cirka fem millioner stemmeberettigede stemte ja ved folkeafstemningen, ville alle voksne schweizere fremover som udgangspunkt få ret til at modtage 2500 schweizerfranc fra staten som grundindtægt hver måned - uanset om de arbejder eller ej. Det svarer til knap 17.000 kroner.
Initiativtagerne til afstemningen sagde på forhånd, at de ikke regnede med et "ja", og at de i denne omgang vil være tilfredse med en opbakning fra cirka 20 procent af indbyggerne.
Tilhængere af borgerløn har i valgkampen argumenteret for, at flere og flere lønmodtageres job bliver automatiseret og overtaget af maskiner, der ikke behøver løn.
Kritikerne har på den anden side advaret om, at borgerløn vil få udgifterne i statsbudgettet til at skyde kraftigt i vejret, og den schweiziske regering har da også rådet folk til at stemme nej til forslaget.
Afstemningen om borgerløn blev en realitet, efter at det lykkedes initiativtagerne at samle over 100.000 underskrifter, hvilket i Schweiz er nok til at udløse en folkeafstemning.
/ritzau/Reuters