Nordkorea har besluttet at sende en delegation til vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang i næste måned.
De to naboer har i nat dansk tid holdt et møde i grænsebyen Panmunjom for første gang siden 2015.
På mødet foreslog Sydkorea, at familier, der blev adskilt under krigen mellem Nordkorea og Sydkorea, kan blive genforenet i næste måned, skriver BBC.
- Nordkorea har foreslået at sende en stor delegation til OL. Det inkluderer en olympisk delegation, atleter, tilskuere, kunstnere, observatører og journalister, sagde formand for Sydkoreas Komité for Fredelig Genforening af Korea, Chun Hae-Sung, efter mødet.
Ifølge BBC vil familiegenforeningerne finde sted midt under legene i værtsbyen Pyeongchang.
Samtidig ønsker Sydkorea, at atleterne fra de to nationer skal følges ad under samme flag ved legenes åbningsceremoni.
Sidste gang det skete var ved vinter-OL i 2006.
Det vides endnu ikke, hvordan Nordkorea har reageret på Sydkoreas forslag.
Nordkoreansk OL-deltagelse stadig mulig
Nordkoreas mulige deltagelse i OL kan fortsat lade sig gøre. Det står klart, efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) mandag udtalte, at man vil holde døren åben for nordkoreanerne.
Et nordkoreansk kunstskøjteløberpar er kvalificeret til OL. Nordkoreas Olympiske Komité missede dog en deadline i oktober for at bekræfte parrets deltagelse ved vinterlegene i Pyeongchang.
Men der er altså en mulighed for, at parret kan få dispensation.
Panmunjom, grænsebyen hvor mødet blev afholdt, ligger i den demilitariserede zone mellem nabolandene, der samtidig er stedet, hvor soldaterne fra de to lande står tættest på hinanden.
Zonen har tidligere dannet ramme om forhandlinger mellem de to lande, ligesom det er her, at der på det seneste har været flere vellykkede flugtforsøg.