Erdogan og Assad udveksler beskyldninger: Han er en terrorist

Mens Tyrkiet forhandler med Iran og Rusland om fred i Syrien, har præsident Erdogan langet ud efter Assad.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har ved et besøg i Tunesien kaldt Bashar al-Assad en terrorist, der bærer det primære ansvar for krigen i Syrien. (Foto: © FETHI BELAID, Scanpix)

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, langer hårdt ud efter Syriens ditto, Bashar al-Assad.

Den syriske præsident bærer "det primære ansvar for blodsudgydelserne i Syrien", siger Erdogan onsdag på en pressekonference i Tunesiens hovedstad.

Han fortsætter og kalder Assad en "terrorist", der har "dræbt næsten en million af sine egne borgere".

Det er et af Erdogans skarpeste angreb på Assad i flere måneder.

Beskyldningerne kommer, samtidig med at Tyrkiet sammen med Rusland og Iran i fællesskab forsøger at fremme fredsforhandlingerne i det krigshærgede land.

Tyrkiet støtter den syriske opposition, som vil af med Assad. Imens støtter Rusland og Iran det syriske styre med præsidenten i spidsen.

Har svaret igen på Erdogans angreb

Syriens udenrigsministerium har svaret hurtigt igen på Erdogans verbale angreb. Den tyrkiske præsident er selv en "terrorist", lader ministeriet forstå.

Krigen i Syrien, som brød ud i forbindelse med Det Arabiske Forår, har varet i over seks år.

Situationen blev forværret, da den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat udnyttede situationen og erobrede store landområder i Syrien, heriblandt storbyen Raqqa.

I dag er gruppen stort set nedkæmpet i begge lande. Assads regeringsstyrker har i det hele taget genvundet kontrollen med store dele af Syrien.

Alligevel er 6,1 millioner syrere ifølge FN fortsat internt fordrevne. Og i nabolandene er der registreret 5,3 millioner syriske flygtninge.

/ritzau/