Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, taler atter om at indføre dødsstraf.
Tilbage i juli efter det mislykkede kupforsøg mod ham sagde han, at hvis folket ønsker dødsstraf, skal der måske være dødsstraf.
Det kan dog skabe problemer for Tyrkiets forhold til EU, og talen om dødsstraf begyndte at klinge af.
Men lørdag taler Erdogan igen om dødsstraf.
I en tale i Ankara, Tyrkiets hovedstad, siger Erdogan, at regeringen vil fremlægge et forslag i parlamentet om dødsstraf for kupmagerne fra juli.
- Jeg er overbevist om, at parlamentet vil godkende forslaget. Og når det kommer tilbage, vil jeg ratificere det, siger han.
Tyrkiet har haft dødsstraf før. Men den blev ophævet i 2004 for at gøre Tyrkiet klar til at blive optaget i EU.
Genindføres dødsstraffen nu, vil det være en hindring i den i forvejen problemfyldte proces om tyrkisk optagelse i EU.
Efter at Erdogan i kølvandet på kupforsøget talte om muligheden for dødsstraf, blev det nedtonet af Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim.
I en tale i parlamentet i Ankara sagde han 16. august, at hvis kupmagerne virkelig skal have en streng straf, så er der værre straffe end dødsstraf.
Binali Yildirim tilføjede, at en upartisk og retfærdig retssag mod kupmagerne bag kuppet 15. juli vil være værre end henrettelse.
/ritzau/AFP