Er FN blevet en svag aktør? Nej, tværtimod, lyder svaret fra ekspert

Krigen mellem Israel og Hamas kan være et vendepunkt for FN’s betydning, mener Ole Wæver.

FN er ikke blevet svækket i krigen mellem Israel og Hamas. 'Den måde, vi snakker om det nu, er allerede en bekræftelse af det,' lyder det fra Ole Wæver.

Siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud i oktober sidste år, har der af flere omgange været kritik af FN og den manglende evne til at bremse konflikten. Men på trods af det mener professor i international politik Ole Wæver ikke, at det har svækket FN.

- Jeg vil sige, at FN står stærkere i dag, end det gjorde for en uge siden, og det står stærkere, end det gjorde for et år siden, og det står stærkere, end det gjorde for fem år siden, siger han i DR’s podcast Udsyn.

Faktisk mener han, at konflikten – selvom den helt fra start har været særligt splittende – kan ende med at være et vendepunkt til det bedre for FN.

- Den måde, vi snakker om det nu, er allerede en bekræftelse af det. At domstolen pludselig er kommet i hele verdens søgelys og er blevet den centrale arena, er jo en genbekræftelse af betydningen af både folkeret, FN-systemet og det globale flertal, siger han.

- Og den stigende rolle, som generalforsamling har haft, er også udtryk for, at den del af FN, der repræsenterer hele verden, er blevet vigtigere.

Men FN er også flere gange i stormvejr. Som da generalsekretær Antonio Guterres talte imod FN's sikkerhedsråd. Hør mere om det i DR’s podcast Udsyn.