Slugt af flammerne er endnu et asylcenter blevet føjet til listen af brandangreb mod hjem, der skal huse asylansøgere i Sverige.
Denne gang var det en villa i Munkedal nord for Göteborg, der i nat blev sat i brand. Ingen er kommet til skade, men skaderne er omfattende.
Alarmen lød kort efter klokken 04 i nat, og brandvæsenet er stadig i gang med en kamp mod flammerne.
- Vi forsøger nu at redde dele af bygningen, siger brandvæsenets leder Lars Bjurström til den svenske avis Aftenposten.
Der er ingen oplysninger om årsagen til branden. Men der er mistanke om, at den seneste uges brande er påsatte, og netop denne efterforskes nu som mordbrand.
Adresser er hemmelige fremover
Det er langt fra første gang en bolig til asylansøgere i Sverige er blevet sat i brand. Faktisk er det tiende gang i 2015.
Alene denne weekend blev to asylboliger ramt.
Derfor har Umeå kommune valgt fremover at holde det hemmeligt, hvor dens asylboliger placeres.
- Efter den seneste uges brandstiftelser i det sydlige Sverige, mener jeg ikke, det er okay, at offentliggøre adresserne, sagde kommunens socialdirektør Ewa Klingefors mandag til Västerbottens-Kuriren.