Terrorangrebet i London har kostet endnu et offer.
En rumænsk kvinde ved navn Andreea Christea er død af sine kvæstelser, oplyser politiet ifølge BBC. Hun faldt i Themsen under angrebet.
Andreea Christea var på ferie med sin kæreste og har været indlagt på hospitalet siden angrebet.
Angrebet fandt sted den 22. marts, da den 52-årige Khalid Masood kørte ind i fodgængere på Westminster Bridge d det britiske parlament og dræbte tre.
Efterfølgende kørte han ind i et hegn og prøvede at tiltvinge sig adgang til parlamentet. En politibetjent stoppede ham, men blev stukket ihjel. Masood blev derefter skudt og dræbt af en anden politimand.
Tre civile og en politimand omkom i terrorangrebet, hvor gerningsmanden blev skudt og dræbt af politiet efter at have kørt en bil ind i en folkemængde på Westminister Bridge.
Flere end 50 personer blev såret under angrebet, som britisk politi efterforsker som en terrorhandling.