Normalt siger man, at under epidemier smitter én person i gennemsnit 2,6 personer.
Men så er der den britiske forretningsmand, der har smittet mindst 11 personer i fire lande på to kontinenter med det nye coronavirus.
Medierne har døbt ham supersprederen.
Og han har ikke engang været i Kina. Han har været i Singapore til en konference, derefter på ferie i skiområdet Les Contamines-Montjoie i de franske alper og så en tur på den lokale pub i Brighton i det sydlige England.
Han har ikke haft tegn på sygdommen eller symptomer. Han forklarer i en erklæring, at han kontaktede sin læge, da han hørte, at han havde været i kontakt med en smittet person under konferencen i Singapore.
Nu er han som sikkerhedsforanstaltning i isolation på Guys and St. Thomas Hospital i London.
Han har efterladt sig et spor af smittefrygt blandt alt fra flypassagerer, folk fra skiområdet, deltagere på konferencen og personale på den lokale pub. Og sammenlagt har myndighederne dokumenteret, at han har smittet i alt 11 personer.
Hvad gør folk til superspredere?
Men den britiske superspreder er hverken den første eller den sidste. Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, forklarer til DR Nyheder, at superspredere især spiller en rolle i begyndelsen af epidemier, fordi de giver et boost til spredningen.
- Man så også superspredere under SARS-udbruddet i 2003. Her var der en læge, som tog på hotel i Hongkong og smittede alle gæsterne, og derefter tog ud i verden, husker Allan Randrup Thomsen og fortsætter.
- Der er ikke nogen egentlig forklaring på, hvad der gør folk til superspredere. Det er en blanding af deres opførsel, deres miljø og deres biologi. Det kan være sådan nogle som ham (forretningsmanden, red.), der rejser meget og er i kontakt med mange mennesker. Men traditionelt er børn og syge mennesker på hospitaler også ofte superspredere.
Indtil videre er 45.172 mennesker smittet med det nye coronavirus, 1.115 er døde, og 4.774 er blevet erklæret raske efter at have været smittet med virusset.
Superspredere tvinges i karantæne
Herhjemme er der konkrete planer for, hvad man gør, hvis der kommer en superspreder. Alle landets regioner har en såkaldt Epidemikommission, der skal sørge for at koordinere bekæmpelsen. Det gælder også, hvis der er personer, der af en eller anden grund ikke vil hjælpes og behandles.
- Kommissionen vil eksempelvis skulle indover, hvis man skal lave tvangsforanstaltninger over for nogen, der er smittede, siger Gitte Jørgensen, præhospitalchef og medlem af Epidemikommission i Region Syddanmark.
Og tvangsforanstaltninger skal tages meget bogstaveligt, siger Gitte Jørgensen, for myndighederne kan tvinge folk til at blive isoleret eller modtage behandling. Hvis epidemikommissionen mener, det er bedst at få smittede i karantæne, kan man nemlig ikke sige nej.
- Der er ikke noget valg, hvis det er vurderet, at man skal i karantæne, så skal man. Og så har politiet opgaven med at sikre, at man kommer det. Vi kan ikke have folk til at rende rundt med alment farlige sygdomme og bare smitte løs, siger Gitte Jørgensen.
I Epidemiloven er der paragraffer, der kan tvinge folk til at blive undersøgt, modtage lægehjælp, blive isoleret eller blive vaccineret - alene ud fra en mistanke om, at man kan være smittet.