En præst blev tirsdag formiddag dræbt af ukendte gerningsmænd under gidseltagning i en fransk kirke.
Det bekræfter det franske indenrigsministerium ifølge det franske medie BFMTV.
Derudover er et andet gidsel hårdt såret og svæver mellem liv og død.
Politiet har skudt og dræbt de to gerningsmænd.
- De blev dræbt af politiets elitestyrker, da de kom ud af kirken, siger talsperson for indenrigsministeriet, Pierre-Henry Brandet til radiostationen France Info radio.
Gidseltagningen fandt sted i en kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray tæt på byen Rouen 130 kilometer nordvest for Paris.
De to gerningsmænd trængte ind i kirken under en gudstjeneste og tog, udover præsten, to nonner og to kirkegængere som gidsler, oplyser indenrigsministeriets talsperson.
Frankrigs præsident Francois Hollande og den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve er begge ankommet til byen.
https://twitter.com/fredveille/status/757888437752135680
Frankrig er fortsat i undtagelsestilstand efter en gerningsmand kørte 84 personer ihjel i byen Nice på Frankrigs nationaldag, Bastilledagen, for halvanden uge siden.
Gerningsmændenes identitet og motiv er stadig ukendt.