Én palæstinenser dræbt under dagens grænsedemonstration mod Israel

I alt 41 personer har mistet livet som følge af demonstrationerne.

En palæstinensisk demonstrant prøver her at skyde en tåregaspatron væk med en ketcher. (Foto: © SAID KHATIB, Scanpix)

Én palæstinenser er blevet dræbt, og 49 andre er blevet såret under dagens anti-israelske demonstration i Gaza-striben ved grænsen til Israel.

Det er meldingen fra det lokale sundhedsministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge sundhedsministeriet blev de skudt af israelske soldater, der forsøgte at få has på demonstrationen, som udspillede sig flere steder langs grænsehegnet mellem Gaza-striben og Israel.

Det er syvende fredag i træk, at lokale palæstinensere samler sig langs hegnet for at demonstrere mod israelerne.

Det samlede dødstal er nu oppe på 41 personer, mens flere end 1.700 personer er blevet såret siden slutningen af marts, skriver Reuters.

En kvindelig demonstrant bruger en slangebøsse til at skyde mod de israelske soldater. (Foto: © SAID KHATIB, Scanpix)

Kulmination på tirsdag

Ifølge sundhedsministeriet er den dræbte en 40-årig mand, som blev skudt i brystet under en demonstration øst for byen Khan Younis.

Og syv personer er blevet alvorligt såret, mens andre har fået skader, efter at de har inhaleret tåregas.

De israelske myndigheder har meddelt, at de vil slå hårdt ned på alle, som prøver at forcere grænsehegnet.

Men ifølge Khalil al-Hayya, der medlem af den militante Hamas-bevægelse, som har svoret at ødelægge den jødiske stat, kommer demonstranterne ikke til at forlade grænsen, ”med mindre vi igen får det land, som tilhører vores bedstefædre”.

Omkring 5.000 personer deltog ifølge det israelske netmedie Ynetnews i dagens demonstration.

Protesten, som er blevet døbt "Den store hjemvendelsesmarch", forventes at kulminere tirsdag i næste uge, hvor israelerne fejrer 70-året for oprettelsen af staten Israel.

Den dag bliver kaldt 'nakba' eller på dansk 'katastrofen' af palæstinensere.Oprettelsen af den israelske stat medførte nemlig, at omkring 700.000 palæstinensere blev på flugt.

På tirsdag er det 70 år siden, at staten Israel blev grundlagt. (Foto: © Ibraheem Abu Mustafa, Scanpix)