'En historisk beslutning': EU-landene vil sende én million artillerigranater til Ukraine

EU-landene er for første gang nogensinde blevet enige om at købe ammunition i fællesskab.

Både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var tilfredse med dagens beslutning. (Foto: © OLIVIER HOSLET, Ritzau Scanpix)

De ukrainske styrker kan i løbet af det kommende år se frem til at modtage én million artillerigranater fra Danmark og de andre EU-lande.

Her til eftermiddag er medlemslandene sammen med Norge på sidelinjen nemlig blevet enige om at afsætte lige knap 15 milliarder kroner, som skal bruges til at hjælpe ukrainerne i deres kamp mod russerne. Og det er ifølge EU's udenrigschef, Josep Borrell, en "historisk beslutning".

- Vi tager et vigtigt skridt i retning af at indfri vores løfte om at forsyne Ukraine med mere artilleriammunition, tweetede udenrigschefen efter dagens møde i Bruxelles mellem medlemslandenes udenrigs- og forsvarsministre.

Ukrainerne har længe har efterspurgt mange flere artillerigranater fra Vestens side til at kunne forsvare sig i krigen med Rusland. Ifølge den ukrainske regering kræver det 350.000 artillerigranater om måneden at stå imod russerne, men på nuværende tidspunkt bruger de kun et sted mellem 60.000 og 210.000 granater om måneden.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er det altafgørende, at EU-landene bliver ved med at hjælpe ukrainerne ved at sende dem mere ammunition.

- På den korte bane handler det om, at ukrainerne i denne forårsoffensiv får den robusthed, der skal til, for at slå russerne tilbage. Det overskygger alt, siger han og tilføjer, at landene i dag har "genbekræftet, at EU står bag Ukraine".

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tilføjer, at der er ingen tid at spilde.

- Hver eneste gang vi taler med vores ukrainske kollegaer, så er der ét budskab: De beder om, at ammunitionen kommer hurtigst muligt, siger han og tilføjer, at de både efterspørger 155 millimeter artillerigranater og ammunition til de kampvogne, som medlemslandene donerer til Ukraine.

- Jo hurtigere, jo bedre, og derfor er der heller ikke tale om, at noget har forrang frem for andet. Alt har forrang i øjeblikket, siger forsvarsministeren.

Ukrainerne har efterspurgt langt flere 155 millimeter-artillerigranater fra EU-landenes side. (Foto: © Guillaume Souvant, Ritzau Scanpix)

Første gang nogesinde

De knap 15 milliarder kroner skal både bruges til at kompensere de enkelte medlemslande, der sender ammunition fra deres egne lagre afsted til Ukraine, og til at medlemslandene i fællesskab kan købe ny ammunition til ukrainerne.

Og det er første gang i EU’s historie, at medlemslandene vælger at købe ammunition sammen.

Landene håber, at de ved at pulje deres indkøbskræfter kan sikre sig nogle bedre og billigere aftaler med de virksomheder, der producerer ammunitionen, og sende et tydeligt signal til den europæiske forsvarsindustri om, at de godt kan begynde at forberede sig på en række nye, store ordrer i ordrebøgerne.

Fællesindkøbet kommer både til at finde sted gennem Det Europæiske Forsvarsagentur, som Danmark efter planen tiltræder senere på ugen, og ved at en mindre gruppe lande kan slå sig sammen og købe ind i fællesskab.

Fra dansk side er man åben over for begge muligheder. Den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, sagde tidligere i dag, at Danmark sammen med Holland er interesseret i at købe ammunition sammen med Tyskland.

- Der er et akut behov for, at der bliver taget flest mulige initiativer for at kunne fremme mere ammunitionsproduktion. Derfor er vi også villig til på alle de punkter, vi kan, for at støtte det fra dansk side, siger Troels Lund Poulsen og tilføjer, at det på længere sigt handler om at få opbygget en større og mere robust ammunitionsproduktion i Europa.

For krigen i Ukraine har ifølge ministeren vist, at landene bliver nødt til at blive mere selvforsynende, når det kommer til ammunition. Og den danske regering har åbnet for, at et privat firma kan få mulighed for at genåbne en tidligere ammunitionsfabrik i Frederikshavn.

- Vores ambition må være, at Europa bliver bedre til at tage hånd om vores egen sikkerhed, siger han.

Dagens beslutning møder glæde hos den ukrainske regering. Ifølge udenrigsminister Dmytro Kuleba er der tale om en "game changer".

- Det er præcis det, der skal til: Hurtig levering og bæredygtigt fællesindkøb, tweetede han efterfølgende.